Mand med Bandidos-relationer stukket ned i Køge

Mand med Bandidos-relationer stukket ned i Køge

En 34-årig mand med rockerforbindelser er blevet stukket ned i Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi

En 34-årig mand med relation til Bandidos blev lørdag aften stukket ned i Køge. Politiet betragter sagen som et drabsforsøg, skriver bt.dk.

 Overfaldet fandt sted klokken 21:25 på Langelandsvej i Køge.
»Offeret mødte op på en adresse for at møde en person, og her blev han omringet af 15 personer, der tæsker ham og stikker ham syv gange med kniv med det resultat, at lungen punkterer,« siger vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi.

 Offeret er en mand fra Hvidovre, der er kendt af politiet. Han har relationer til Bandidos, men politiet vil ikke oplyse, om han er fuldgyldigt medlem.

»Overfaldsmændene er en større gruppe med anden etnisk baggrund end dansk. Det er en mærkelig sag, hvor ingen vil tale med politiet,« siger Lars Galasz til bt.dk.

 Da Hells Angels og Bandidos i 90erne indgik fredsaftalen i den store nordiske rockerkrig, inddelte de Danmark mellem sig. Bandidos fik Køge, men siden har andre bander som Black Cobra og Bloodz etableret sig i området. Den nyetablerede hollandske rockerbande Satudarah er også blevet set i området.
»Vi kan ikke afvise, at der er tale om et opgør i bandemiljøet,« siger Lars Galasz.
Den 34-årige mand er uden for livsfare.

Comments