Efter dom i hashsag: Pårørende i tårer


Syv mænd i alderen 37 til 50 år sidder bænket i Københavns Byret og har netop modtaget deres dom for i forskellig grad at have været en del af den spektakulære sag om et omfattende hashnetværk på Christianias Pusher Street.

Alle har fået en dom på mellem to og et halvt og syv års fængsel, ligesom der er konfiskeret biler, store summer kontanter, ure, B&O-anlæg, hash, hashregnskaber, våben m.m.

Den 45-årige Jesper Ole Jensen har fået sagskompleksets højeste straf. Han er idømt syv års fængsel som sagens bagmand. Han kendes bl.a. skyldig i at have opbevaret 1,2 ton hash, og retten finder, at han har spillet en central rolle i hashligaen.

Blandt de andre dømte, der har fået lange fængselsstraffe, er 43-årige Niels Rasmussen og 41-årige Johnny Mikkelsen, der begge var tiltalt for at opbevare og ompakke hash på Lolland. De blev idømt hhv. fem og et halvt og seks års fængsel. 41-årige Allan Theil Jensen, der var tiltalt for blandt andet at være kurer, har fået fem års fængsel.

Se også: Ny sigtelse i Brokside-sagen

De dømte og deres advokater skal nu tage stilling til, om de vil anke dommene. De syv mænd optræder fattede i retslokalet. Flere af de fremmødte er synligt oprørte over de lange fængselsstraffe, enkelte kvinder - pårørende til de dømte - er i tårer.

Anklageren har anmodet om fortsat varetægtsfængsling af de syv mænd med henvisning til, at det er grov narkokriminalitet, de er dømt for. Retslokalet i Københavns Byret er fyldt til bristepunktet, og mange fremmødte må følge retsmødet fra et tilstødende lokale.

Det er den særlige politienhed Task Force Øst, der siden 2012 har efterforsket sagen og blandt andet foretaget massiv aflytning af de mistænktes mobiltelefoner, biler og hjem.

Se også: Fire HA-rockere bagmænd i stor hashsag

I marts 2014 førte efterforskningen til anholdelse af mere end 80 personer med tilknytning til miljøet på Pusher Street. Dommeren har gennemgået dele af aflytningsmaterialet i sin gennemgang af de afsagte domme. Retten lægger også vægt på, at flere af de dømte tidligere har fået domme for lignende kriminalitet.

Blandt de mange anholdte ved politiets aktion i marts var også toprockeren Michael Brokside, som ifølge politiet var en art bagmand for hashligaen og scorede store summer på at sikre beskyttelse til den indbringende forretning.

Brokside, der var præsident i Hells Angels Nomads-afdeling på Amager, skulle således have tjent 200.000 kr. om måneden for sin rolle i hashnetværket.

Brokside begik selvmord i sin celle på Politigården allerede natten efter anholdelsesaktionen og har således ikke været tiltalt i den store hashsag.

Operation Nordlys, som det samlede hashkompleks er døbt af politiet, består af yderligere seks retssager. I en af dem sidder nu afdøde Michael Broksides 22-årige søn, Mikkel Brokside, på anklagebænken. Han er tiltalt for at have solgt ikke under 74 kilo hash.

Jesper Ole Jensen, Niels Rasmussen og Johnny Mikkelsen har nu anket deres domme til Østre Landsret med påstand om frifindelse.


 

Comments