Den tidligere Europa-præsident for rockerklubben Bandidos Jim Tinndahn behøver ikke længere at se sig over skulderen efter svensk politi, når han går på gaden.
Tinndahn har ellers været efterlyst af ordensmagten på den anden side af sundet i forbindelse med et trafikuheld fra 2012, men rockerveteranens advokat, Poul Hauch Fenger, siger til Ekstra Bladet, at den 53-årige nu har været til afhøring hos politiet i Malmø.
- Min klient er glad for nu ikke længere at være efterlyst, efter at vi har talt med svensk politi. Han ser frem til, at sagen nu kan finde sin endelige afslutning, siger Poul Hauch Fenger fra Nyhavnsadvokaterne om afhøringen, der fandt sted torsdag 12. februar.
Forvirring om forsvindenDermed beror sagens eventuelle videre forløb på politiets efterforskning, og der synes at være lagt låg på den misforståelse, der opstod, efter politiet i Skåne oplyste, at Jim Tinndahn havde været forsvundet siden juni sidste år.
- Vi ved ikke, hvor han er, og vi undrer os, sagde Ola Stockelius fra politiet i Skåne dengang til Kvällsposten.
Udtalelsen blev ledsaget af overvejelser om at udstede en international arrestordre på Tinndahn, og det var denne melding, som i første omgang fik den forhenværende Bandidos-boss’ advokat til at kontakte myndighederne.
Etablerede Bandidos i Danmark
- Som hans advokat har jeg været i kontakt med dansk politi, der oplyser, at han ikke er efterlyst herhjemme, lød reaktionen fra Poul Hauch Fenger.
Tinndahn var manden bag etableringen af de to første danske Bandidos-afdelinger i Stenløse og Hørsholm i 1992, og han var frem til 2012 rockerklubbens øverste leder i Europa. Han er fortsat medlem af Bandidos og deltager i klubbens møder.
Den tidligere Bandidos-boss Jim Tinndahn, 53, er blevet afhørt i Sverige.
Comments
Post a Comment