Brian Sandberg vinder erstatningssag mod staten

Brian Sandberg får 103.000 kroner af staten, hvis han tager en tur på to måneder bag tremmer. 
(Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan)
Brian Sandberg har vundet en erstatningssag mod staten for uberettiget varetægtsfængsling.
- Han har fået erstatning i overensstemmelse med det, vi nedsatte krav om. 103.000 kroner, fortæller rockerens advokat Michael Juul Eriksen kort efter domsafsigelsen i Københavns Byret.

Den kulørte rocker, som blandt andet er kendt for at have skiftet klub fra Hells Angels til Bandidos, sad i forbindelse med den såkaldte store rockersag varetægtsfængslet i over to år og seks måneder, tiltalt for to drabsforsøg og for at beordre et kølleoverfald.

Drabsforsøgene blev Sandberg frikendt for, og dommen for kølleoverfaldet gav ham en straf på to år og fire måneder, og han havde dermed været varetægtsfængslet to måneder længere, end han skulle.

Sådan får han pengeneDa rockeren havde en dom på to måneders fængsel for kokainbesiddelse i bagagen forsøgte han igennem sin forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen at få staten til modregne med de to måneder, som han havde afsonet for meget.
- Det ville de ikke gå med til, da de ikke mente, han var berettiget til erstatning, så vi var nødt til at søge erstatning, og den har han nu fået.

Michael Juul Eriksen tilføjer, at staten afholder alle omkostninger, og at Brian Sandberg har indfriet tidligere sagsomkostninger i forbindelse med tidligere domme.

For at få fingre i de 103.000 skattefri kroner skal Brian Sandberg dog ofre sig lidt.
- Han kan vælge imellem at få sløjfet de to måneders fængsel eller afsone dem og få pengene. Det skal han lige tænke lidt over, siger Michael Juul Eriksen, til Ekstra Bladet.

Sandberg: Pest eller koleraBrian Sandberg er glad, men splittet:
- Det er pest eller kolera. Jeg er ved at overveje, hvad jeg skal. Jeg skal lige snakke med min familie, siger den 48-årige mand, som har 14 dage til at overveje, om han skal tage en tur bag tremmer.
- Men du kan måske godt bruge pengene?
- Det kan man altid.
- Du havde ikke regnet med at få medhold i byretten, men var forberedt på en ankesag i landsretten...
- Jeg regnede heller ikke med at blive frifundet i den store sag, men det blev jeg jo. Den slags kan gå som vinden blæser.

Michael Juul Eriksen, som også førte Sandbergs sag, da han blev frikendt for to drabsforsøg, understreger, at de to har 'en ret ret god statistik'.

I sin tid lød rockerens erstatningskrav på 1,4 millioner kroner, men det valgte han og hans advokat at nedjustere til 103.000 kroner.

Den Store Rockersag blev afgjort i 2012.

 

Comments