Den tyske rockerklub Gremium MC holder i weekenden åbningsfest i byen Haslev på Sydsjælland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Gennem vores efterretninger ved vi, at Gremium MC denne lørdag skal holde stor åbningsfest, siger politidirektør Lene Frank i en pressemeddelelse.
Gremium MC hævder på sin hjemmeside at være den største motorcykelklub i Tyskland og en af de største internationalt.
Blodige opgør med Bandidos
Ifølge BT regner tysk politi Gremium MC for at være kriminelle på lige fod med Hells Angels og Bandidos, og gruppen har også før haft voldelige sammenstød med netop de to bander, som de anser som rivaler på en række områder indenfor organiseret kriminalitet.Gremium MC har et godt forhold til den hollandske rockerbande Satudarah, der har etableret sig i Bagsværd.
Indfører visitationszoner
På grund af, hvad politiet selv kalder den "spændte situation" mellem Gremium MC og Bandidos, indføres der visitationszoner omkring Haslev fra lørdag middag til søndag middag, da de vurderer, at nogle af gæsterne kan finde på at bære våben til åbningsfesten.- For at forebygge eventuelle strafbare handlinger, der kan være til fare for personers liv eller helbred, vælger vi at indføre visitationszonen i de nævnte 24 timer, siger Lene Frank.
Politiet har flere gange brugt visitationszoner ved rockerfester. Blandt andet i august hvor rocker- og bandegrupperingerne Bandidos, Loyal to Familia og Black Army holdt fest i Odense.
Comments
Post a Comment