Mindst to personer meldes dræbt og 10-15 personer såret efter et voldsomt skyderi på en restaurant i Göteborg i Sverige.
Det svenske politi oplyser i en pressemeddelelse torsdag morgen, at de to dræbte er mænd i 20-25-årsalderen. De 10-15 sårede er alle blevet indlagt på sygehuset med »forskellige skader«, lyder politiets melding.
Skyderiet fandt sted sent onsdag aften, da ukendte gerningsmænd trængte ind på restauranten, der ligger på Vårväderstorget i Göteborg, og åbnede ild. Politiet meddeler, at der er tale om »flere gerningsmænd«, der affyrede automatvåben på restauranten, inden de forlod stedet i en bil.
»Hverken bilen eller de mistænkte gerningsmænd er endnu blevet fundet,« oplyser politiet i pressemeddelelsen.
Politiet har endnu ikke et samlet overblik over skyderiet, og hvad der præcis
er sket, lyder det.
Tidligere oplyste politiet ifølge svt.se, at dødstallet »kan forventes at stige«.
Talsmand for Göteborg Politi Ulla Brehm siger til svt.se, at politiet har formodninger om, at der er tale om et bandeopgør.
»Det er klart, at dette ikke er almindelig kriminalitet - det er grov kriminalitet. Og meget tyder på, at det er banderelateret, fordi det er så hensynsløst at gå ind i en restaurant og begynde at skyde,« siger hun.
Ingen personer er endnu blevet anholdt.
Comments
Post a Comment