Holdt som gidsel og afstraffet i tre dage: Tvunget til at betale 166.000 kr.


Københavns Politi mener at have optrevlet og pågrebet en gruppe pengeafpressere, der i mindst to tilfælde har brugt grove metoder for at tvinge penge ud af deres ofre.

Blandt andet blev en mand  tilbageholdt i tre dage, indtil det var lykkedes hans veninde at skaffe 166.000 kr. i kontanter, ligesom han blev tvunget til at underskrive et gældsbrev på yderligere 320.000 kr.

I de seneste uger er fem personer i stilhed blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen, og onsdag blev endnu en formodet afpresser - en 33-årig dansker - fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg med krav om varetægtsfængsel.

Anklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi ønskede grundlovsforhøret afviklet for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen, men inden bt.dks journalist blev smidt ud fra retslokalet, nåede den anholdte at nægte sig skyldig i sigtelsen for afpresning og grov frihedsberøvelse.

»Jeg er helt rystet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,« lød det fra den 33-årige mand i vidneskranken foran dommeren, efter at han var blevet anholdt tirsdag formiddag kl. 10.
Ifølge politiets sigtelse var den 33-årige i slutningen af august sidste år med til at holde den vietnamesiske mand som gidsel i tre dage, hvor offeret også blev udsat for en voldsom afstraffelse undervejs af sine bortførere, indtil det lykkedes den vietnamesiske kvinde at skaffe de 166.000 kr, som var nok til at sikre offerets frigivelse.

Frihedsberøvelsen startede i en lejlighedhed på Frederiksberg, hvorefter offeret blev holdt fanget i boliger i Gentofte og Vanløse.

Blandt de tidligere fængslede i sagen er ifølge bt.dks oplysninger blandt andre personer fra Danmark, Rusland og Vietnam.

Den 33-årige mand, der onsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet for en uge, har tidligere været anholdt for en anden alvorlig straffelovsovertrædelse. I januar 2010 blev han anholdt i en lejlighed i Sydhavnen i København med en 9 mm-pistol med patroner.


Comments