Nu er han husvild: Sandberg ydmyget


Brian Sandberg har reelt ikke andre steder at gå hen end politiet, hvis han vil beskyttes. foto: per rasmussen

 
Kilder med indsigt i miljøet vurderer, at den 48-årige Sandberg reelt er husvild, efter han er blevet smidt ud af Bandidos i bad standing og nu også undsiges af rockerklubben Satudarah.
Ekstra Bladet kunne torsdag afsløre, at Brian Sandberg har gjort tilnærmelser til Satudarah for at blive optaget i klubben, men det afviste Sandberg selv på det kraftigste.
 
Af respekt for Bandidos
Rockerveteranen Ole Bonnesen, der er talsperson for Satudarah, bekræfter imidlertid, at Sandberg har haft sin gang i Satudarahs klublokaler i Bagsværd, og at han har udvist interesse for at blive optaget i det nye broderskab:
– Vi har fejet det af bordet med det samme, siger Ole Bonnesen og forklarer, at det er af respekt for Bandidos, at man ikke vil have Sandberg med på holdet.
 
Det var en saftig sex-chat med ekskonen til en af sine daværende brødre i Bandidos, der gav Sandberg status som BS – bad standing – og netop den forseelse betragtes i miljøet som værende så alvorlig, at en fremtid som rocker på den hjemlige scene synes udelukket.
– Hvis Sandberg har et ønske om at fortsætte sin ’karriere’ som rocker, så er der stort set ingen muligheder tilbage. Mange af de mindre klubber er støttegrupper til henholdsvis HA og Bandidos, hvor han er et afsluttet kapitel. Og det virker heller ikke realistisk at starte noget op selv, der er rigelig på markedet i forvejen, siger Michael Green, talsperson for Foreningen af Tidligere Bandemedlemmer TBM Scandinavia.
 
Har brug for beskyttelse
Michael Green, der selv har en fortid i bandemiljøet, mener, at Sandbergs tilnærmelser til Satudarah skal ses som et ønske om beskyttelse.
– Det er ikke sjovt at se sig over skulderen, når man har været en del af det miljø, det ser jeg tydeligt på de folk, vi har tilknyttet TBM, siger han.
 
Det kan den tidligere HA-rocker Lars Jensen bekræfte. Han kom selv i bad standing og kender om nogen betydningen af at være faldet i unåde hos sit tidligere broderskab. Han fik både voldsomme tæsk og blev skudt i benet.
– Der vil være rigtig mange, der står på spring for at give ham en røvfuld. Især i Sandbergs tilfælde fordi han har ført sig meget frem, og så giver det en form for status at pille ham ned.
– Voldskapitalen ligger i vesten, og det har Sandberg udnyttet i to forskellige klubber, hvor folk har måttet bukke og neje for ham, men nu er han bare en bølle uden opbakning, og det sætter ham i en meget farlig situation, for der vil uden tvivl være nogle, der har ventet på den her mulighed, siger Lars Jensen, der vurderer det som mest sandsynligt, at Sandberg tager flugten til udlandet.
 
Eneste mulighed
– Ud over politiet er det hans eneste mulighed, siger den tidligere HA-rocker, der i dag lever under jorden.
 
Politiet oplyser til Ekstra Bladet, at man holder øje med, hvem der er tilknyttet hvor i rockermiljøet.
Brian Sandberg har ikke ønsket at kommentere sin situation over for Ekstra Bladet.
*****

Loyal to Familia

Grupperingen Loyal to Familia, LTF (Foto: Linda Johansen) 
Grupperingen Loyal to Familia, LTF (Foto: Linda Johansen)  
 
Ekstra Bladets kilder vurderer, at Sandberg er så upopulær hos sine tidligere MC-broderskaber, at han reelt kun har to muligheder for at være i fred: rejse til udlandet eller søge optagelse i en ny klub – hvis ikke i rockerverdenen, så i bandemiljøet.
 
I så fald kunne det ifølge kilderne være opportunt at bejle til grupperingen Loyal to Familia, LTF, som blev stiftet i 2012 og blandt andet udspringer af miljøet omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København.
 
Flere af hinanden uafhængige kilder, der ønsker at være anonyme, men har kendskab til miljøet, vurderer imidlertid, at Sandberg ikke er ønsket medlemskab hos LTF. En politikilde vil dog ikke blive overrasket, hvis den 48-årige rækker hånden frem mod grupperinger, der ville kunne tilbyde en form for tilhørsforhold:
– Det kommer ikke bag på mig, hvis Sandberg rækker hånden ud til en ny klub, efter han er kommet i bad standing. Han har det med at gå hen, hvor det er mest opportunt, og samtidig har han en vis kendisfaktor, som folk i miljøet kan tiltrækkes af.
*****

Hells Angels

Hells Angels talsmand Thomas Gramstrup (Foto: Claus Bonnerup)
 
Hells Angels talsmand Thomas Gramstrup (Foto: Claus Bonnerup)
   
Tredje gang bliver næppe lykkens gang i forholdet mellem Hells Angels og Brian Sandberg.
Tilbage i slutningen af 1990’erne blev Gucci-rockeren første gang smidt ud af rockerklubben i såkaldt bad standing. Han blev dog siden taget til nåde og fandt tilbage hos englene, indtil han i 2012 forlod i HA i såkaldt ’left’, det vil sige i ro og orden. Men det betyder altså ikke, at porten står åben for fornyet medlemskab.
 
I kølvandet på Sandbergs pludselige exit fra Bandidos i sidste måned udtalte Hells Angels talsmand Thomas Gramstrup til Ekstra Bladet:
– Sandberg kommer ikke tilbage til os.
*****

Bandidos

Bandidos’ Europapræsident Michael ’Kokken’ Rosenvold. (Foto: Miki Mistrati) 
Bandidos’ Europapræsident Michael ’Kokken’ Rosenvold.
(Foto: Miki Mistrati)  
 
Mens HA tidligere har smidt Sandberg på porten og siden budt ham velkommen tilbage, skal den 48-årige kendisrocker ikke regne med at få samme behandling hos Bandidos. Det har Michael ’Kokken’ Rosenvold, øverste leder for rockergruppen med de rød-gule farver i Europa og Asien, slået fast over for Ekstra Bladet.
 
Ifølge ham er Sandbergs seneste exit fra biker-miljøet definitiv: 
– Jeg tror ikke, han bliver optaget som medlem i en ny biker-klub. Og hvis han gør, siger det måske mere om dem (en eventuel klub, red.).
*****

Gremium

Talsmand for Foreningen af Tidligere Bandemedlemmer, TBM, Michael Green. (Foto: Ernst van Norde) 
Talsmand for Foreningen af Tidligere Bandemedlemmer, TBM, Michael Green.
(Foto: Ernst van Norde)  
 
Sidste sted, Sandberg kan søge hen, såfremt han ønsker at blive i det såkaldte 1 %-miljø på den danske biker-scene, er hos den relativt nyåbnede klub Gremium. Det tysk-funderede foretagende åbnede i februar sin første danske prøveafdeling i Haslev på Sydsjælland.
 
Men spørger man talsmand for Foreningen af Tidligere Bandemedlemmer, TBM, Michael Green, som følger miljøet, er Sandberg næppe på vej til Gremium:
– Det virker ikke som en seriøs mulighed.
*****

Satudarah

Satudarah medlem Ole Bonnesen (Foto: Jakob Jørgensen) 
Satudarah medlem Ole Bonnesen (Foto: Jakob Jørgensen)  
 
Det fremtrædende Satudarah-medlem Ole Bonnesen bekræfter i et interview med Ekstra Bladet, at Brian Sandberg efter sin exit fra Bandidos 31. marts har søgt om optagelse i den hollandske klub, der er den nyeste store forsamling på den danske rockerscene.
Men rockerveteranen Bonnesen, der har en mangeårig fortid i HA, afviser, at den seneste tids dialog med Sandberg ender med et medlemskab hos Satudarah: – Vi har fejet det af bordet med det samme. Men som gammel ven af Brian har jeg prøvet at hjælpe ham lidt på vej her i den seneste tid. Prøvet at give ham lidt moralsk opbakning, selv om han måske ikke har fortjent det.
*****

Politiet

Tidligere rocker, Las Jensen (Foto: Lene Esthave) 
Tidligere rocker, Las Jensen (Foto: Lene Esthave)
  
Endelig kan Sandberg gå til politiet og få hjælp i form af det såkaldte bandeexit-program, hvor der igangsættes sociale tiltag, hjælp til at få fjernet tatoveringer m.m. For at komme i vidnebeskyttelse, hvor man udstyres med ny identitet og bopæl, er det en forudsætning, at man samarbejder med politiet og sladrer om sine tidligere brødre.
 
Intet peger på, at Sandberg skulle vælge denne mulighed, men hvis han gør, vil det for altid gøre ham fredløs i underverdenen. Den tidligere rocker Lars Jensen talte med politiet og har lige siden levet under jorden af frygt for hævn fra sine tidligere brødre i Hells Angels. Han mener, at det er Sandbergs eneste mulighed.
 

Comments