May 23, 2015

Eks-rockerpræsident: Sådan strøg jeg til tops i Bandidos

Kolde fødder: Selv om Mick var stolt af at træde ind i Bandidos, fik han kolde fødder allerede første gang, han tog vesten på.
Både i ind- og udland er rockerverdenen således et notorisk lukket land med skrevne og uskrevne regler, som omverdenen for alt i verden ikke må få kendskab til.
Men for første gang nogen sinde giver en dansk eks-rockerpræsident et unikt indblik i livet i en hermetisk lukket verden.

Journalisterne Carsten Norton og Miki Mistrati, der begge arbejder på Ekstra Bladet, udkommer i dag med en bog, hvor den tidligere Bandidos-præsident Mick Sørensen fortæller, hvad der foregår bag murene i klubhuset.

I bogen 'Bad Standing - en eks-rockerpræsident bryder tavsheden' fortæller eks-rockeren således om, hvordan man tjener penge til luksusbiler, luksusliv, Harley’er og kilovis af narko. Og så fortæller han i detaljer, hvordan det lykkedes som eks-boss hos en konkurrerende klub at nå til tops hos Bandidos.
Helt eksklusivt har EKSTRA fået lov til at bringe et uddrag af bogen, der omhandler netop Mick Sørensens exit fra Outlaws MC og optagelsen hos Bandidos.

Kapitel 9 - EN NY CHANCE
Hvorfor gør du det her?

Topmøde på marken
En  sommerdag i 2009 kulminerede den konflikt, som Mick gennem nogle måneder havde set ulme i klubbens øverste rækker. På det tidspunkt havde han for længst affundet sig med at have sluppet tøjlerne i Jessheim og i stedet helliget sig hvervet som præsident for afdelingen i Drammen. Men hvis hans tro på en fremtid i klubben før havde vaklet, skulle den snart falde fuldstændig fra hinanden.
Klubbens spidser, forlød det, skulle samles til et topmøde med tilhørende fælles fotografering, men den fungerende præsident, som var den person, Mick ultimativt havde refereret til gennem  hele sin periode i klubben, var ikke velkommen.

Mick var rasende og spurgte chefen, hvorfor de ikke skulle med? Manden var jo præsident, og Mick var hans nationale sikkerhedschef. De måtte da være selvskrevne.
Præsidenten forklarede, at han intet vidste om mødet.

Meldingen fik ikke Mick til at falde ned. I stedet satte han sig bag rattet i sin bil og kørte sammen med præsidenten hen til den mark nord for Drammen, hvor mødet skulle finde sted. Hidtil havde han nægtet at tro på de rygter, han havde hørt om, at han og præsidenten i forbindelse med et magtskifte risikerede at blive smidt ud af klubben.

Nu ville han have ren besked.
Da de kom frem, var selskabet allerede samlet og i fuld gang med at posere på deres Harley’er. Mick tændte fuldstændig af, kørte op på siden af den første motorcykel, han kunne få øje på, sprang ud af bilen og skubbede til ham, der sad på den.

Samtlige rockere fløj op fra deres maskiner og stimlede sammen om Mick og den fyr, han havde skubbet til. Beskyldninger og trusler fløj gennem luften.

På et tidspunkt stod Mick ansigt til ansigt og diskuterede med den hidtidige næstkommanderende i klubben, som nu gik målrettet efter præsidentposten. Ambitionerne var kommet, efter at manden kort forinden var blevet løsladt efter at have udstået en fængselsstraf. Mick kendte ham kun perifert, men havde aldrig brudt sig om ham.

Han var stærkt overvægtig og yndede at gå med bowlerhat, hvilket fik ham til at fremstå lettere komisk.

Skænderiet på marken stoppede lige så brat, som det var begyndt. Midt i det hele sank den næstkommanderende livløs sammen på jorden, og rockerne måtte ringe efter en ambulance.
Manden, viste det sig, havde fået en blodprop i hjertet. Det var alvorligt, men han overlevede.

Allerede på hjemvejen var Mick klar over, at hans dage i Outlaws var ved at være talte. Han vidste, at han blev nødt til at samle skilte og rygmærker sammen og aflevere dem tilbage til klubben.

Vokseværk: Efter Jessheim flyttede Mick til Outlaws i Drammen, hvor en af hans hovedopgaver var at rekruttere nye medlemmer. 
Vokseværk: Efter Jessheim flyttede Mick til Outlaws i Drammen, hvor en af hans hovedopgaver var at rekruttere nye medlemmer.

Et tilbud til BandidosFå måneder efter mødet på marken uden for Drammen var Mick klar med en ny plan. Den første tid havde han overvejet at benytte lejligheden til at træde helt ud af rockermiljøet.

De store egoer og de forblommede vendinger om broderskab og sammenhold havde længe hængt ham ud af halsen, og tanken om at køre forretningerne videre på egen hånd virkede tiltalende.

Men nu var han altså nået frem til en anden konklusion. Han ville starte en ny afdeling af Bandidos i Norge, og han skulle selv være præsident. Baggrunden for den nye plan var blandt andet en henvendelse fra det danske skattevæsen, der mente, at Mick skyldte flere hundredetusinde kroner i børnepenge.

Mick var rasende over betalingskravet.
I al den tid, han havde været i Outlaws, havde han ved siden af sine kriminelle aktiviteter knoklet i sit firma. Masser af de sorte penge, han havde skrabet sammen, havde han pumpet ind i klubben for at få den til at vokse. Nu kom myndighederne så efter ham, selv om han på papiret kun havde tjent småpenge. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor han ikke længere var med i den klub, som mange af hans penge var gået til.

Hvis det skulle være på den måde, kunne han lige så godt finde en ny klub og blive rigtig rocker, tænkte han.

Bandidos virkede i den forbindelse som det rigtige sted at gå hen. Klubben havde ry for at være betydeligt mere professionelt organiseret og topstyret end Outlaws. Det tiltalte Mick, og han vurderede, at han i en mere strømlinet organisation ville kunne finde det broderskab, han savnede.

Mod mange odds lykkedes det ham at træde ud af Outlaws MC uden yderligere konflikter – og uden at blive stemplet som uønsket i 1 %-miljøet. Generelt kunne man blive vippet ud af rockerklubber på to forskellige måder: i good standing eller bad standing.

Outlaws rygmærke. Her i Pennsylvania, USA. (Foto: AP) 
Outlaws rygmærke. Her i Pennsylvania, USA. (Foto: AP)

Den første var den milde model. Her var man ude, men kunne stadig søge tilbage på et senere tidspunkt og tage turen op fra hangaround og prospect til fuldgyldigt medlem igen.

Bad standing var værre. Blev man smidt på porten med det prædikat, var man reelt jaget vildt. To belgiske Outlaws-medlemmer var få år forinden blevet dømt for mordet på et tidligere medlem, der var røget ud i 'BS', som rockerne i daglig tale tit kaldte det.

Selv om man ikke ligefrem blev slået ihjel eller tæsket af sine gamle kammerater, var det stadig problematisk at være i bad standing. Især hvis man håbede på en fremtid inden for rockermiljøet. Grupperne delte deres lister med navne på udstødte medlemmer med hinanden og havde en fælles overenskomst om ikke at optage personer, der var røget ud af andre klubber i 'BS'.

Men der var altså ikke yderligere nag i det nærmeste bagland, og Mick vurderede, at han nemt kunne samle en håndfuld mænd sammen, som han kunne tage med sig over i en ny klub. Og han vidste, at det formelt set krævede mindst fem mand på minimum 18 år at starte en prøveafdeling.

Når valget faldt på Bandidos, hang det sammen med, at klubben i Micks øjne stod stærkt i Skandinavien og var bedre organiseret end Outlaws. Derudover herskede der et helt andet hierarki med nogle stærke personligheder i toppen, vidste han.

En af de folk, han ville tage med, var ingen ringere end den tidligere nationale præsident fra Outlaws, som han havde stået last og brast med under den interne  magtkamp. I alt mente Mick at kunne samle seks egnede kandidater. To af dem altså tidligere præsidenter i Outlaws.

I situationen vurderede han desuden, at det naturligt måtte være ham, der blev frontløber for projektet. Han var den, der var mest 'gal i hovedet' og i forvejen kendt for at gå sine egne vegne.
Ideen virkede vidtløftig.

Skift på tværs af de internationale 1 %-klubber var indtil for få år siden om ikke uhørte, så i hvert fald sjældne. Folk med kendskab til miljøet ville kalde hans plan om at træde ind fra gaden og blive præsident for urealistisk. Men den slags lod Mick sig ikke skræmme af, og i efteråret 2009 bankede han på døren til Bandidos’ klubhus lidt uden for Oslo for at præsentere sig.

Døren gik op, og Mick spurgte, om de ville tage en snak med ham. Svaret var positivt og det indledende møde en realitet. Selv om Mick mente, at han kom med en grydeklar plan, var folkene fra Bandidos ikke umiddelbart parate til at sætte rødgule mærker på hans vest. I stedet holdt ledelsen i klubben en lang række møder med ham og de fem andre tidligere Outlaws-folk. Mick havde en fornemmelse af, at han og kammeraterne blev tjekket i hoved og røv, inden Bandidos endelig meldte tilbage med et forslag.

Han kunne blive prospect med udsigt til senere at blive probationary, det vil sige fuldgyldigt medlem på prøve. Det tilbud takkede han nej til.

'BAD STANDING - En eks-rockerpræsident bryder tavsheden' af Carsten Norton og Miki Mistrati bliver udgivet af Politikens Forlag og kan købes fra i dag torsdag d. 21. maj. 
'BAD STANDING - En eks-rockerpræsident bryder tavsheden' af Carsten Norton og Miki Mistrati bliver udgivet af Politikens Forlag og kan købes fra i dag torsdag d. 21. maj.

- Med al den viden og erfaring, jeg kommer med, skal jeg ikke rende rundt og være prøvemedlem, sagde Mick til dem, vel vidende at han spillede højt spil ved at afvise rockerklubbens udspil.

Men hans mavefornemmelse fortalte ham, at Bandidos havde alt at vinde ved at lukke ham og de fem kammerater ind i folden. Ud over at de kom som erfarne folk og stort set kunne starte et chapter med det samme, var der også et økonomisk incitament for klubben forbundet med åbning af en ny afdeling.

Dels var der den såkaldte Charter fee på 1142 euro, som alle nye afdelinger i Europa skulle betale, når de åbnede. Dels var der Poolbike-beløbet på 1350 euro, som alle afdelinger lagde som engangsbeløb til indkøb af en række Harley Davidson-motorcykler, der stod rundtomkring i Europa til gavn for gæster fra USA og Australien. Og endelig skulle chapteret betale Apanage, et mere beskedent beløb på 27 euro om måneden, der gik til særlige udgifter som rejser og mobiltelefoner for medlemmerne i det nationale chapter.

Det stod i klubbens vedtægter, de såkaldte bylaws, hvoraf det også fremgik, hvad de enkelte medlemmer skulle lægge for deres individuelle medlemskab. Her var der blandt andet patchfee, et engangsbeløb på 322 euro, som dækkede alle de Bandidos-mærker til vesten, man kunne få brug for som prospect, probationary og fuldgyldigt medlem. Og dertil kom kontingentet, member donation, på 47 euro om måneden.

Efter nogen tid vendte Bandidos tilbage med en ny idé, der var blåstemplet af klubbens øverste ledelse i Europa.  Mick kunne springe prospect-delen over. Den varer ifølge klubreglementet normalt mindst et år. I stedet kunne han blive probationary med det samme med det fuldgyldige medlem Tom som såkaldt sponsor eller fadder. Til gengæld skulle hans prøvetid være tre gange længere end normalt.

Det betød blandt andet, at Tom skulle være med som fadder ved alle klubmøder i Micks kommende prøveafdeling. Ikke for at blande  sig, men for at se, at tingene blev gjort på 'Bandidos-måden'. Mick kom jo direkte fra Outlaws, der havde en noget mere flad struktur end det mere topstyrede princip, som Bandidos var kendt for.

Den ordning blev der givet håndslag på, og i det tidlige forår 2010 kørte Mick til Skåne for at få sine mærker og mødes med Bandidos’ daværende europapræsident, Jim Tinndahn.

Reglement: Bandidos' fyldige regelsæt, de såkaldte Bylaws, er en slags bibel for alle medlemmer af rockerklubben. 
Reglement: Bandidos' fyldige regelsæt, de såkaldte Bylaws, er en slags bibel for alle medlemmer af rockerklubben.

Fredsaftaler og rockerhvalpeDanskeren Jim Tinndahn var flyttet til Sverige i 1995. På det tidspunkt var han 34 år, og krigen mellem Hells Angels og Bandidos kørte på sit højeste i hele Skandinavien. Han boede i en lejlighed over Bandidos’ gråhvide klubhus på Planteringsvägen i den lille havneby Råå syd for Helsingborg, og Tinndahn personificerede om nogen Micks lyst til at træde ind i den verdensomspændende bikerorganisation.

Ud over at have stået i spidsen for klubbens opstart i Danmark var det jo ham, der havde ledt Bandidos gennem Den Store Nordiske Rockerkrig. Og især i de første år efter det historiske tv-håndtryk med Blondie i 1997 var der bred enighed om, at Jim Tinndahn om nogen var garant for, at fredsaftalen blev overholdt.

Årsagen var, at Bandidos-medlemmerne dengang blev betragtet som noget mere udisciplinerede end Hells Angels, hvorfor behovet for synlig ledelse var større. Det, vurderede mange, kunne Tinndahn  levere.

Ud over at bevare freden avancerede danskeren til præsident for Bandidos i Europa og Asien. Det gjorde ham sammen med præsidenterne for USA og Australien til en af de tre øverst placerede ledere i det internationale Bandidos-hierarki. En mildt sagt usædvanlig position at indtage for en mekanikerudlært førtidspensionist fra Stenløse.

Tinndahn selv pointerede dog, at han havde tilhørt rockermiljøet siden teenageårene, hvilket i øvrigt også kunne ses på hans vest, hvor han bar et mærke med tre sekstaller: navnet på den første bikerklub, han som 19-årig begyndte at køre med i 1980.

I Micks øjne var Tinndahn et unikum, og han betegner stadig Tinndahn som en personlig ven og et naturtalent inden for rocker- og bandemiljøet.

Men da de to mænd mødtes i Råå, stod Tinndahn over for en ny sprængfarlig storkonflikt. Efter mere end 12 års fredelig sameksistens havde rivalerne fra Hells Angels i Danmark gennem den seneste tid hvervet godt en håndfuld medlemmer  fra Bandidos’ rækker, hvilket var i klar strid med fredsaftalen.
Det fik den efterhånden 48-årige Tinndahn til at rive aftalen i stykker og erklære, at Hells Angels risikerede at sætte det hele over styr.
- Det gør mig faktisk vred. Det gør hele Bandidos vred, sagde Tinndahn om situationen i et sjældent interview med Politiken i sommeren 2010.

I samme åndedrag forklarede rockerbossen, at medlemsfiskeriet og dets eventuelle konsekvenser på dansk grund risikerede at få de danske bikere til at stå i et kedeligt lys i international sammenhæng. Efter næsten ti års forhandlinger var det endelig lykkedes Hells Angels og Bandidos at indgå fornuftige fredsaftaler i Tyskland og Frankrig.

Rocker-præsidenten Jim Tinndahn. (Polfoto) 
Rocker-præsidenten Jim Tinndahn. (Polfoto)

- Så er det næsten for latterligt, hvis det kun er lille dumme Danmark, der pludselig står uden aftale, vurderede Tinndahn  i avisen.

Ud over at balancere freden mellem de to 1 %-klubber havde rockerchefen også andre opgaver at passe. Bandidos havde for nylig set sig nødsaget til at lukke støttegruppen X-team, fordi medlemmerne  havde vist sig at være helt umulige at kontrollere.

Rockerhvalpene havde ifølge præsidenten brugt klubbens navn, mens de rendte rundt og drev inkassoforretninger og solgte narko. Den slags gik ikke, så Tinndahn besluttede at smække døren i for de grupper af unge mænd, der efter hans vurdering stod på spring for at komme ind i varmen. Typisk i håbet om at blive en del af det fællesskab, rockerklubber og gadebander for nogle repræsenterer.
Hverken de diplomatiske udfordringer med HA eller skærmydslerne omkring støttegruppen lod dog til at afskrække Tinndahn  fra at optrappe Bandidos’ tilstedeværelse i den nordiske rockerverden.

Micks idé om at udvide med et nyt chapter af klubben i Norge kunne ellers nemt blive opfattet som en provokation af de øvrige klubber i området – Coffin Cheaters, Hells Angels samt ikke mindst Micks tidligere brødre fra Outlaws.

Både HA’erne og Outlaws havde syv norske chapters, mens de noget mindre Coffin Cheaters blot var repræsenteret med tre klubhuse. Bandidos havde i forvejen seks afdelinger, og ved at slå dørene op på en ny adresse ville klubben altså vokse til samme størrelse som de to nærmeste konkurrenter.

Det var afgørende, at en udvidelse af den karakter blev håndteret korrekt, hvis ikke den skulle blive kimen til en ny strid.

Måske var det Jim Tinndahns evner som forhandler, der atter spillede ind. Det lykkedes Bandidos at få Hells Angels’ accept af, at man rykkede ind med en prøveafdeling i Asker.

Mick var imponeret. Hvis ikke Jim Tinndahn  havde været der, så var det aldrig faldet sådan ud, tænkte han. Oplevelsen styrkede hans opfattelse af præsidenten som en frontfigur med boller af stål, og han lovede sig selv, at han ville stræbe efter at blive en leder, der kunne leve op til Tinndahns standarder.

Hos Kripos så man mere nøgternt på situationen. Englenes accept var i deres øjne mere et tegn på, at HA spillede strategisk. Ved indirekte at tolerere Bandidos’ tilstedeværelse kunne man medvirke til at svække positionen for ærkefjenderne i Outlaws yderligere. Faktisk kunne man argumentere for, at de to rockerklubber tilsammen effektivt satte alle andre bikere i området skakmat.

Kolde fødderDagen efter, at Mick første gang stak armene i vesten med det rødgule probationary-mærke på ryggen, slog tanken ned i ham:
Hvorfor fanden gør du det her? Nu var du jo lige sluppet ud af Outlaws uden at komme i bad standing.

Splittelsen var ikke ny. Allerede inden han havde gennemtænkt planen om at søge over til Bandidos, havde han jo overvejet at forlade miljøet, ligesom hans gamle kammerat Martin havde gjort.

Dengang var det falskheden, der havde hængt ham ud af halsen. Folk, der gik og påstod, at klubben kunne tilbyde en hel masse, som slet ikke eksisterede. Han havde også kunnet se, at alt det, folkene var i kraft af miljøet, det var de ikke, når de trådte uden for. Og det var gået op for ham, at han selv havde levet i den samme fantasiverden.

Han havde følt, at han kunne gå på vandet. Og da han åbnede øjnene, gik det op for ham, at han stod på havets bund og kæmpede for at få luft.

Når han tænkte nærmere efter, var der nok i virkeligheden tale om et dilemma, han havde kæmpet med hele livet.

Lige siden sin tidligste barndom  havde han haft trangen til at være frontfigur.
Om det så handlede om at beskytte sine ting eller søskende i gården bag ejendommen ved Fredericias volde, gå forrest med mobberierne på Treldevejens Skole eller stille sig i spidsen for De seje og lave hurtige penge på tyverier, inkassoforretninger, bordeldrift og narkohandel.
Og bagefter havde han altid – på et eller andet tidspunkt – tænkt: Hvorfor fanden i helvede gør du det her?

Det føltes, som om to personer konstant hev i ham fra hver deres side. Den gode Mick og den onde Mick. Han vidste, at de eksisterede begge to. Desværre havde de bare en kedelig tendens til at spænde ben for hinanden, sådan som det var sket nogle år tidligere, da han og Kirsten var til julefrokost hos Kim og hans kæreste hjemme i Fredericia.

Gensynsglæden mellem de to brødre havde været stor. Mick var pavestolt over at være tilbage i sin hjemby og kunne proklamere, at han var kommet højt på strå i en af verdens største rockerklubber.
Kim kunne godt høre, at Mick levede sig 100 procent ind i livet som Outlaws-leder, men var klar i mælet om sit eget synspunkt: Han var ikke imponeret.  Faktisk syntes han, at de var nogle aberøve, sådan som de rendte rundt med læderveste. Og jo, han vidste godt, at de var farlige, men alligevel. Det kunne ikke være studenterhuen,  der trykkede.

I løbet af aftenen havnede Mick og Kim i husets køkken. Mick havde fået en del at drikke, og på et tidspunkt kom Kirsten ud og sagde, at hun havde tabt et smykke.

Kim tilbød at hjælpe med at finde smykket, hvilket fik det til at slå klik for Mick. Han smadrede en knytnæve ind i emhætten, så den faldt fra hinanden, og i samme øjeblik Kim skulle til at bede ham om at slappe af, greb Mick fat om hans hals og strammede til.

Lillebroderen kunne ikke få vejret og mærkede panikken brede sig i kroppen. Han fik øje på en flaske snaps, der stod på køkkenbordet, og tænkte, at han kunne  lange ud efter den og knalde den i hovedet på Mick, hvis ikke han gav slip. Samtidig håbede  han, at broderen ville komme til fornuft og slippe grebet af sig selv.

Både Kims kæreste og ældste søn var dukket op i køkkenet og så chokerede til, da Mick slap kvælertaget. Det var det værste ved det hele, tænkte Kim øjeblikkeligt. At knægten skulle se sin far og farbror på den måde.

Dagen efter var Kim helt sort om halsen, og når han siden tænkte på episoden, blev han ærgerlig. Pissehamrende ærgerlig, faktisk. Han vidste jo, at Mick kunne være en sød fyr. Et godt menneske. Han kunne bare ikke holde sig på sporet, men skulle altid lave lort i den.

Kolde fødder: Selv om Mick var stolt af at træde ind i Bandidos, fik han kolde fødder allerede første gang, han tog vesten på. 
Kolde fødder: Selv om Mick var stolt af at træde ind i Bandidos, fik han kolde fødder allerede første gang, han tog vesten på.
 

1 comment:

  1. Jeg elsker din blog! alt der involverer motorcykler lækkerier mig!

    ReplyDelete