13 rockere tiltalt: Brændte beviser af efter volds-orgie i hash-klub


En tæskehold på 12 mand fra rocker-klubben 'No Surrender' i Brøndby brød ind i en hash-klub i Ishøj og afstraffede to mænd på 24 og 29 år så brutalt, at den ene fik syv stik og snitlæsioner og talrige brud på ansigts-skelettet, mens den anden fik otte stik og snitlæsioner og kvæstelser i ansigtet.

Rockerne brugte knive, køller, sten, askebægre, stole og borde som våben og ofrene blev også sparket og trampet i hovedet og på kroppen.

Sådan lyder tiltalen mod rockerne, der alle sidder varetægtsfængslet på nær den 41-årige Tonni Turan, der er internationalt efterlyst. Ifølge advokat Michael Juul Eriksen nægter Tonni Turan at have deltaget i overfaldet.

Foruden tæskeholdet på 12 mand er en 13. rocker fra 'No Surrender' tiltalt for medvirken til overfaldet, fordi han blev tilkaldt for at passe på 'No Surrenders' klubhus, mens overfaldet skete.

Tønde med ild holdt klarDen 23-årige rocker sørgede, ifølge tiltalen, også for at tænde ild i en tønde ved klubhuset, hvor beviserne blev brændt af efter overfaldet, blandt andet det tøj, som nogle af rockerne havde haft på.

Se også: 12. mand nuppet: Ny anholdt i sag om blodigt drabsforsøg

Gruppen af rockere var oprindeligt alle sigtet for drabsforsøg, fordi de to ofre var så ilde tilredt, men anklagemyndigheden har nu vurderet, at de kun kan tiltales for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Statsadvokaten har besluttet, at beviserne kun rækker til grov vold, men den beslutning af de forurettede klaget over til Rigsadvokaten.

Ofre har klaget til RigsadvokatenOfrene mener, at mændene bør straffes for drabsforsøg. Rigsadvokaten har endnu ikke truffet beslutning om klagen over tiltale-rejsningen.

Tre af de tiltalte er tidligere dømt for vold og risikerer derfor skærpet straf. Alle 13 tiltalte nægter sig skyldige.


Politiet har tidligere vurderet, at der ikke var tale om et bande-opgør, men at overfaldet formentlig bunder i kamp om hash-markedet.

Det fremgår af anklageskriftet, at tæske-holdet kørte til hash-klubben i Ishøj i flere biler og at de skaffede sig adgang til lokalet ved at bryde døren op, hvorefter de to ofre blev maltrakteret.
Overfaldet skete den 17. august cirka klokken 15.20.
- Vi vil søge at bevise, at de 13 rocker-relaterede personer efter aftale har overfaldet de to mænd i Ishøj, siger sagens anklager Martin Stassen.

Politiet har ingen spor af den tiltalte Tonni Turan, der er af tyrkisk afstamning, men dansk statsborger. Han er varetægtsfængslet 'in absentia' og internationalt efterlyst.

Se også: Eftersøgt for drabsforsøg: Her nyder han sol og palmer

Under sin flugt har han postet et foto på sin Facebook-profil, hvor han tilsyneladende opholder sig under 'sydens palmer', men politiet ved ikke, hvor i verden Tonni Turan befinder sig. Han har været efterlyst siden den 6. oktober.

Offer opereret i ansigtetDet er endnu uvist, om de to ofre får varige mén af overfaldet.
- De har i hvert fald fortsat gener. Den ene er blevet opereret for sine skader i ansigtet, siger Martin Stassen.

Retssagen begynder ved retten i Glostrup den 29. marts næste år, og der forventes dom i slutningen af april.

Comments