Efter skudangreb: Politi lukker Bandidos og Black Armys klubhuse i Næstved


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lukker to adresser i Næstved af frygt for hævnangreb efter skudattentat mod Black Armys tilholdssted i Næstved.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Initiativet gennemføres, efter at Ekstra Bladet tidligere i aften kunne fortælle, at politiet fredag aften opdagede, at der var blevet affyret skud mod Black Armys tilholdssted på Nordre Farimagsvej i Næstved.

Se også: Politi: Flere skud afgivet mod Black Army-klubhus

I næsten et døgn har politiet efterforsket uden at melde noget ud. Ved en rutinemæssig kontrol konstaterede betjente fra politiet fredag aften, at der var skudhuller i indgangsdøren til Black Armys tilholdssted på Nordre Farimagsvej 12 i kælderen i Næstved.

Vi skal lige have styr på, hvad der er sket. Vi har lavet nogle undersøgelser på stedet og arbejder på at finde ud af, hvad der er sket. Der var ikke nogen hjemme under skyderiet, og ingen er blevet ramt. Vi prøver at arbejde videre på at klarlægge forløbet, sagde efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen tidligere lørdag aften til Ekstra Bladet.

Det er ifølge politiet en akut, lokal konflikt i rocker/bandemiljøet, som altså nu udløser forbud mod adgang til klubhusene for Bandidos og Black Army i Næstved.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har netop udstedt forbud mod enhver adgang til adresserne Ringstedgade 229 A og Nordre Farimagsvej 12 kld. i Næstved. Forbuddet gælder fra i dag klokken 21 og 14 dage frem til og med den 16 januar.

Flere skud mod klubhuse
Noget tyder imidlertid på, at skuddene mod Black Armys tilholdssted ikke er de eneste, der er afgivet i de seneste dage. I hvert fald antyder politiet nu i sin pressemeddelelse, at der er tale om flere skudepisoder.
- Baggrunden for denne beslutning er en akut, lokal konflikt mellem Bandidos og Black Army, hvor der inden for de seneste dage er afgivet adskillige skud mod deres respektive klubhuse. Begge klubhuse er beliggende i boligområder centralt i Næstved. Ud fra efterforskninger og systematisk indsamling af oplysninger i relation til bande- og rockermiljøet, har politiet vurderet, at der er en risiko for at konflikten kan føre til flere skudepisoder, skriver politiet i meldingen.
Og politiinspektør Kim Kliver uddyber:
- Vi er ikke i tvivl om, at begge grupper føler sig truede. Og vi kan ikke acceptere at deres interne konflikt skal udgøre en potentiel risiko mod almindelige borgere i Næstved. Klubhusene ligger nemlig begge i tæt bebyggede områder centralt i Næstved, så ved et angreb kan der også opstå fare for de omkringboende, siger han.
- Historisk har politiet erfaring for, at der i konfliktsituationer i rockermiljøet afregnes ved brug af skydevåben. Derfor ser vi på situationen med stor alvor og foretager derfor disse tiltag for at sikre lokalbefolkningens tryghed. Samtidig sender vi også et signal til rocker-/bandegrupperingerne om, at denne form for afstumpethed ikke tolereres, siger Kim Kliver.

Det er rockerlovens bestemmelser, som gør det muligt i helt særlige tilfælde for politiet at afspærre private boliger. Det betyder i princippet, at alle risikerer at blive anholdt, hvis de nærmer sig boligerne. Forbuddet mod at opholde sig i eller ved boligerne gælder også eksempelvis renovationsarbejdere og postbude.

Rockere forbydes adgang til værtshuseSamtidig har Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi besluttet at meddele restauratørerne i Næstved, at medlemmer af Bandidos og Black Army ikke har adgang til deres restauration (spisested, bar, cafe, diskotek mv.). Det sker, fordi politiet vil undgå, at den føromtalte konflikt breder sig til aften- og nattelivet i byen.
- Det er imidlertid vigtigt at understrege, at den almindelige borger ikke behøver at føle sig utryg. Vi har med disse indgreb kontrol over situationen, og holder selvfølgelig et ekstra vågent øje med de to grupper, siger Kim Kliver.

I 2013 afspærrede politiet i Næstved denne bolig på Præstøvej, som var base for Westside Nation. I dag har den ikke længere noget med rocker/bandekriminalitet at gøre. (Foto: Per Rasmussen) 

I 2013 afspærrede politiet i Næstved denne bolig på Præstøvej, som var base for Westside Nation. I dag har den ikke længere noget med rocker/bandekriminalitet at gøre. (Foto: Per Rasmussen)
Tilbage i 2013 valgte politiet også at afspærre en privat bolig på samme måde. Dengang gjaldt det den tidligere rockergruppe Westside Nations tilholdssted på Præstøvej i Næstved. Afspærringen dengang var ifølge Kim Kliver medvirkende til, at rockerklubben fik svært ved at have nogen aktiviteter og senere måtte opløses.
Afspærringen i 2013 varede i mange uger.

Comments