Brothas er fortid: Bande fra Nørrebro får rygmærker

Foto: Kenneth Meyer
 
Banden Brothas bliver del af en større gruppering og skifter navnet ud med Black Jackets, samtidig med at den sorte hættetrøje ryger ud til fordel for veste med rygmærker. Det bekræfter gruppens talsmand 'Mo' over for Ekstra Bladet.

Ifølge talsmanden 'Mo' er det alle Brothas-territorier, der nu er fortid og i stedet bliver en del af den tyske gruppering Black Jackets.

Brothas holder til i blandt andet Mjølnerparken og Husum. Nu tæller Black Jackets i Danmark ifølge Ekstra Bladets oplysningen desuden også andre folk fra det storkøbenhavnske bandemiljø - heriblandt folk der tidligere har gjort sig i andre grupperinger.

Talsmanden oplyser at skiftet fandt sted lørdag, men hvorfor, ønsker han ikke at uddybe.
- Det rager ikke andre, at vi nu har nedlagt Brothas og er Black Jackets i stedet for, siger ’Mo’ til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet beskrev Black Jackets tilbagekomst til Danmark tilbage i december sidste år. Gruppen bærer veste med det tyske rygmærke med bulldog-hovedet.



Dengang bekræftede Københavns Vestegns Politi grupperingens ankomst.
– Jeg kan bekræfte, at vi har en en ny gruppering i politikredsen. Den er set i Hedehusene og Taastrup, sagde Lau Thygesen, efterforskningschef, Vestegnens Politi, dengang til Ekstra Bladet.
Men nu har gruppen altså siden vokset og overtaget Brothas.

Black Jackets blev grundlagt i 1985 af hovedsageligt indvandrere fra Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien. På klubbens hjemmeside beskrives det, at gruppen oprindeligt blev til som forsvarsorganisation mod racister og nynazister.

Men til avisen Frankfurter Allgemeine har Sigurd Jäger fra kriminalpolitiet i Stuttgart forklaret, at det er en myte.

Comments