Historien om Michael Ali - Talsmand TBM Norge

Af: Hilde Kristine Misje (VG)

Lennox Lewis støder boksehandsken mellem Mike Tysons øjne. Det er 8. juni 2002.
I en stue i bydelen Dikemark i den norske by Asker sidder en drengebande foran tv'et. De bokser ud i luften, diskuterer kampteknikker, griner og hælder whisky ned. Banden, der består af cirka 15 personer, er midt i en rus - de fleste har bygget den op på en blanding af alkohol og stoffer.
23-årige Mikael Niaz Ali mærker kokainen pumpe gennem kroppen. Han føler sig stærk og skarp. Kammeraterne, der sidder omkring ham, er endelig begyndt at kalde ham bror - en anerkendelse, der varmer. Nu er det vigtigt at vise, at han er værdig til tilliden.

Hans pistoler er i sikkerhed - bare ti minutters køretur væk. De to våben er godt pakket ind i plastik og gemt på et hemmelig udendørs sted, som kun han kender.

Én etage længere oppe forsøger Evy og Niaz Ali at falde i søvn. De hørte, at sønnen kom hjem, og at han ikke var alene. Mikael stak hovedet ind på soveværelset og fortalte, at han havde nogle kammerater med hjem - de skulle bare se lidt tv ...

Forældrene lagde selvfølgelig mærke til, at sønnen havde en blodig bandage på hovedet.
'Jeg faldt bare og slog mig. Det går fint', lød hans korte forklaring.

Spredte frygt i gaderneForældrene kan ikke falde i søvn. De har hilst på nogle af Mikaels venner tidligere og har en dårlig fornemmelse. 'Håber ikke Mikael har gjort noget dumt', tænker moderen.

Dét, forældrene ikke ved, er, at fyrene, der sidder nede i stuen, tilhører Young Guns - siden 80'erne en af Norges værste kriminelle bander. Op gennem 90'erne og 00'erne spredte det pakistanske broderskab frygt i Oslos gader med sin volds- og drabshandlinger og også hævnopgørene med den rivaliserende gruppe 'B-gjengen'.

 
I 2004 blev Mikael dømt til seks måneders fængselsstraf for trusler og grov vold. Billedet er taget af Mikaels mor i fængslets besøgsrum. (Privatfoto)

To af fyrene i stuen har leder-roller i banden. Nogle måneder tidligere accepterede de et nyt medlem. For et par timer siden smadrede dette nye medlem i raseri et ølglas ind i sit eget hoved - og sniffede efterfølgende kokain på lægevagtens toilet, mens han ventede på at blive syet sammen. De kommende år skal han vise sig at blive en af bandens allermest aggressive og frygtede voldsmaskiner ...

Kokain, fantasy, steroider ...Mikael Niaz Ali bliver registreret med omkring 30 sager i politiets straffesagsregister. Han bliver flere gange dømt for trusler, grov vold og for at indtage narkotika. Han bliver også dømt for trusler mod sin egen mor og sidder 13 måneder i politiets varetægt, sigtet for drabsforsøg.

De fleste af hans kriminelle handlinger sker, mens han er påvirket af en blanding af kokain, stoffet fantasy, steroider og alkohol. I dag - 10-15 år senere - har han svært ved at tidsfæste disse episoder.

En iskold januardag i 2016 står Mikael Niaz Ali, 36, i et klasseværelse i Sandvika. Med sine 187 centimeter og 130 kilo fylder han godt i rummet. På en hvid tavle bag ham står fire S'er skrevet med rød tusch: Sammenhold, samarbejde, selvtillid og selvfølelse.

Mikael taler åbent om sit liv som bandemedlem - med to undtagelser: Han opgiver ikke et eneste navn fra bandemiljøet, medmindre vedkommende allerede er kendt i medierne, og han ønsker ikke at svare på, om han har dræbt et andet menneske.
- Det hverken kan eller vil jeg sige noget om. Der ligger mange ting herinde, siger han og presser fingeren mod brystet.
- Måske jeg en eller anden gang formår at tage ansvar for ting, jeg ikke kan holde til at tage ansvar for i dag. Jeg ved det ikke.

Sorgen over at miste nogen, han holdt meget af, førte Mikael ind i misbrug og bandemiljøet. Glæden over at skulle være far førte til, at han kom ud igen.

Forstår de ungeTi unge mennesker mellem 18 og 30 år er til stede i klasseværelset i Sandvika. Hovedparten af dem har ikke fuldført skolen. Nogle af dem har misbrugs-problemer. Alle er arbejdsløse.
Mikael kender dem godt. En af de vigtigste arbejdsopgaver, han har i det såkaldte 'Pøbelprosjektet', at er snakke med dem om deres liv. Her bliver de unge mennesker kaldt pøbler - positivt ment.
- Ordet 'pøbel' betyder 'folk'. Vi er alle pøbler, som Lene Walle siger.

Hun er regionsleder for Pøbel-projektet, og det var hende, der ansatte Mikael som vejleder.
- Jeg ansatte Mikael på grund af hans baggrund. Han har en helt anden indgang til ungdommens problemer, end vi andre har. Jeg har ikke selv haft et misbrugsproblem - det har Mikael, siger hun og kigger på Mikael:
- Du ved faktisk, hvordan det er at sidde og have så store abstinenser, at du må klamre dig til bordet.

I Pøbel-projektet lærer de unge at skrive cv'er, betale regninger, skaffe bolig og holde styr på egen økonomi. Hovedformålet er, at de unge skal forstå, at de er gode nok.

Fyldt med stolthedHan har ført pistolen ind i munden. Mærker det kolde stål gnide mod tænderne. Mikael er 21 år, og der er endnu to år til, han bliver optaget i bandemiljøet i Young Guns. Nu står han i barndomsværelset med fingeren på aftrækkeren.

Han er bange. Kroppen skælver. De to striber kokain hjælper ikke. Sveddråberne løber ned ad ryggen.

Han tænker ikke på, at forældrene vil finde ham med hovedet blæst af. Det er bedst for alle, at jeg dør, tænker Mikael. Allermest tænker han på hende. Han håber, at han - når pistolen går af - vil møde hende deroppe. Mellem skyerne.

Han mødte hende to måneder efter, at han kom tilbage fra Kosovo. Tiden som soldat i Telemarksbataljonen var god. Selv om han også blev mobbet der. I Forsvaret var de ligeglade med, at han ikke fik fuldført sin videregående uddannelse. Tanken om, at han repræsenterede sit land i kongens klæder, fyldte ham med stolthed.
 
20 år gamle Mikael og far Niaz Ali hjemme i stuen i Dikemark. Billedet er taget nogle måneder før, Mikael rejste til Kosovo. (Privatfoto)

Da han kom tilbage til Norge, var ønsket om at blive betjent stærkere end nogen sinde. Han havde gode attester fra Forsvaret og var i hovedet allerede begyndt at formulere ansøgningen til Politihøjskolen. Gennem sine forældre får han et midlertidigt job på Dikemark Psykiatriske Sykehus.

Hun var så finHan syntes, hun var så fin. Lysebrunt hår og brune øjne. Han mødte hende i forlystelsesparken Liseberg i Sverige, da han og nogle kammerater var på drengetur.
- Det føltes præcis som de fantastiske kærlighedsscener, man kun ser på film. Hun ville have mig akkurat, som jeg var. Det var en euforisk følelse, fortæller Mikael i dag, 16 år senere.

De er kærester i et år. Skriver lange breve til hinanden mellem deres møder. En dag ringer telefonen.
- Det var hendes bror, der fortalte, at hun var død. Jeg følte en ekstrem bitterhed. Endelig havde jeg fundet lykken - og så døde hun. Jeg fik besked om, at hun var død af en overdosis, selv om hun ikke var typen, som tog stoffer. Senere fik jeg at vide, at vi ventede et barn, da hun døde. Dér tiltede det for mig.

Sover i teltMikael begynder at hænge meget ud i byen. Dulmer følelserne med alkohol og begynder at pjække fra jobbet. Han møder folk fra et kampsportsmiljø, hvor der dagligt tages steroider og kokain. Folkene i miljøet har også våben. Mikael er åben over for alt, som dulmer - for alt gør ondt indeni ham.

Han havner ofte i slåskamp ude i byen og har sporadiske og destruktive forhold til flere kvinder. Til sidst kontakter han misbrugs-forsorgen i Asker. Men selv om han bliver indlagt til afrusning og får psykologhjælp, er han ikke i stand til at kvitte stofferne.

Forældrene har givet ham besked på, at han ikke må komme hjem, når han er på stoffer - så han låner et telt af en kammerat og bor i det gennem flere dage.

Han skammer sig over, at han ikke har fikset sine problemer. Over at have skuffet forældrene og dem, han holder af.

KlikI barndomsværelset holder Mikael vejret. Og holder aftrækkeren inde. Der kommer bare et klik.
Han tager pistolen ud af munden, undersøger den. Har smagen af stål i munden.
Han kaster våbenet fra sig, hele kroppen ryster. Pistolen var både ladt og fuld af kugler. Måske var det et tegn på, at han ikke skulle dø alligevel. Et tegn på, at der måske fandtes en anden udvej. Trods alt.
Skudt flere gangeMen samme år kommer en af Mikaels gamle kammerater ud fra fængsel. Det er Alex Fuica - af medier omtalt som en af lederskikkelserne i Young Guns.

En augustdag i 2006 er Mikael hjemme i Asker. Han har aftalt at mødes med kammeraten Alex og undrer sig over, hvorfor han ikke hører fra ham. Så ringer en fra banden og fortæller, at Alex og en anden kammerat er blevet skudt af den rivaliserende bande, B-gjengen, på Aker Brygge i Oslo.

Da skuddene bliver affyret, løber folk i panik. To mænd ligger blødende på gaden med skudskader i benene. Den ene er Alex. Han er skudt i låret, knæet og to gange i lysken.
- Jeg blev raskende. Den første tanke, som meldte sig, var hævn. Øje for øje. Banden var mine brødre. Ingen skulle gøre dem noget ustraffet, fortæller Mikael i dag.

Én af de værsteDer er gået fire år, siden kammeraterne sad og så boksning hjemme i stuen hos Mikaels forældre. Depressionen og følelsen af mislykkethed er væk. I banden nyder Mikael nu stor respekt. Der er han 'Mikki'. Ham, som aldrig siger nej - og altid holder kæft.
Han er blevet en af dem.
- Jeg var en af de allerværste. Jeg var villig til at gøre alt for brødrene. Dræbe for dem, dø for dem.

Jeg følte, at jeg havde fundet et fællesskab, jeg altid havde savnet. Jeg tog stoffer, truede folk og slog dagligt folk ned. Jeg havde mistet al kontakt til mine følelser. Det gjorde mig livsfarlig, fortæller Mikael.

Størstedelen af tiden bor han sammen med banden i Oslo. Flere af dem disponerer over lejligheder der, og der findes altid en seng til ham. Når han behøver 'ferie' fra bandelivet, rejser han hjem til sine forældre i Asker.

De skulle ryste i bukserneHan er ofte påvirket og aggressiv, når han kommer hjem. En nat i 2005 bliver han hentet af politiet, fordi han har kastet en kniv mod moderen. Han rammer ikke, men bliver dømt for trusler. Ved en anden lejlighed tager Mikael kvælertag på sin far.

Dagene sover han for det mest væk, ligegyldigt hvor han er. Banden opererer stort set kun om aftenen og natten. Hovedbeskæftigelsen er pengeindkrævning, smugleri og omsætning af narkotika.
Banden ynder at betragte sig selv som 'Oslo-mafiaen'. Klæder sig med guld-kæder og dyrt tøj og kører i millionklasse-biler.
- Vi ville have, at folk skulle ryste i bukserne, når de hørte navnet Young Guns. Mange havde bande-logoet tatoveret med store bogstaver på kroppen. Jeg var en af de få, som droppede både tatoveringer og guld. Jeg ville vække mindst mulig mistanke hos politiet, fortæller Mikael.

Behandlede hende dårligt25 år gammel har Mikael siddet et halvt år i Bastøy-fængslet, dømt for trusler og grov vold. Han er også dømt for at have stukket af i sine forældres bil - i påvirket tilstand.
 
Dette billede er taget i 2005 - nogle måneder efter at Mikael forlod fængslet. (Privatfoto)

Han får sig en kæreste, men han behandler hende ikke så godt.
- Banden var det vigtigste. Ringede de, når jeg var sammen med hende, tog jeg altid af sted.
Han ved, at der er mennesker, som på dette tidspunkt er villige til at betale for at få ham dræbt. Han har hørt forskellige priser på sit hoved, alt fra 100.000 norske kroner til en halv million. I lange perioder sover han med en kniv i sengen - i tilfælde af, at nogle skulle bryde ind i soveværelset og angribe ham.

Men dæmonerne, der dukker op, kan kniven ikke beskytte ham imod.
- Om natten kom tankerne; om alt det forfærdelige, jeg havde gjort. Ofte var rusen det eneste, der kunne hjælpe mig til at sove.

Følelsen af frihedEn sommer bestemmer han sig for at tage til Senja. Han spørger kæresten, om hun vil med, og de tager af sted sammen med hans forældre. Op til bedsteforældrenes hytte.

En tidlig morgen står han alene op og ror ud i båden. Lægger til land og finder en fjeldside. Klatrer op til toppen, hvor han lægger sig og kigger på himlen.

Bandelivet i Oslo virker uendelig langt væk. For første gang i meget lang tid er han ikke påvirket. Følelsen af frihed fylder hovedet. Kan livet virkelig være sådan, tænker han.

Klassekammeraterne grinerI et af hans forældres fotoalbums er et billede af otte år gamle Mikael. Han sidder ved et bål ved søen, og i træet bag ham hænger et par røde badebukser til tørre. Det er sommerferie, den bedste tid, han ved. Hos bedsteforældrene i Senja er dagene fyldt med baden i søen, ture i fjeldet med grillpølser og kakao i rygsækken, bedstemoderens hvalkøds-middage og opdagelsesture i naturen.

Den lille dreng frygter at vende hjem igen. Tilbage til hverdagen i Asker, hvor han dagligt bliver kaldt 'pakki' - selv om man nærmest ikke kan se på ham, at han er halvt pakistansk. Han frygter også frikvartererne, hvor han bliver holdt udenfor. Han frygter timerne i skolelokalet, hvor bogstaverne i bøgerne ikke vil samle sig til hele sætninger, uanset hvor meget han prøver. Når det bliver hans tur til at læse højt i klassen, forsøger han altid, men ordene foran ham er lange strømme af tegn, som ikke giver mening.
- Når klassekammeraterne begyndte at grine, grinede jeg altid med. Jeg kunne lige så godt lade, som om jeg var med. Men jeg husker stadig, hvor ondt det gjorde, siger Mikael i dag.

Matematik er også svært. Han bliver taget ud af klassen og sat i specialklasse. Sammen med de andre dumme elever, tænker han. Når der er navneopråb, håber han altid, at de dropper efternavnet. Kunne de ikke bare sige Mikael, ikke det dumme Ali-navn?

Han er ikke bare ordblind - Mikael har også fået besked om, at han er farveblind. Læreren har sendt et brev med eleven hjem. Heri beskrives de store konsekvenser af, at rødt bliver grønt og omvendt - blandt andet at Mikael aldrig kan blive hverken betjent, pilot eller røgdykker.

Mest sårbarMikaels far, Niaz Ali, kom til Norge fra Pakistan i 1973. Både han og konen, Evy, har arbejdet som hjemmeplejere i psykiatrien i 40 år. Evy er født og opvokset på øen Senja i det nordlige Norge. Hun og Niaz mødte på jobbet, giftede sig og bosatte sig i Asker.

I 1977 kom det første barn til verden, datteren Renate. Tre år senere, i 1979, blev Mikael født. Og i 1983 kom Marius.

Mikael beskriver barndomshjemmet som i periodevis konfliktfyldt og turbulent. Han vil ikke gå i detaljer.
- Det betyder ikke noget længere, siger han.
- Vi har forsøgt at give vores børn en god opvækst, siger faderen Niaz, mens moderen tilføjer, at Mikael var den mest sårbare af de tre søskende.
- Han var et vældig aktivt barn. Men han blev meget hurtigt fornærmet og var i en periode jaloux på sine søskende, specielt lillebroderen, fortæller hun. Renate og Marius var mere robuste. Det meste prellede af på dem. Mikael tog ting meget tungt.

En farlig cocktailPsykolog Cecilie Kolflaath Larsen har gennem hundredvis af timer siddet i terapi-rummet med Mikael i løbet af de seneste syv år - siden han valgte at forlade bandemiljøet. Kolflaath Larsen har specialiseret sig inden for kultur, vold og traumer og har også arbejdet som psykolog i fængselsvæsenet.

Hun mener, at Mikael tilhører en af de mest oversete grupper i samfundet.
- Mikael hører ind under det, jeg kalder 'fight-fyre'. Bag farligheden gemmer sig ofte smertefulde minder og sorg. Mange af de værste voldsudøvere i samfundet har oplevet traumatiske ting i opvæksten. I tillæg til straf har de brug for behandling, siger psykologen.
- Mikael boede i et hjem, som han i perioder oplevede som utrygt. Han blev mobbet og holdt udenfor i barndommen, mislykkedes i skolen og fik tidligt adgang til våben og rusmidler. Bandemiljøet gav ham et sted at høre hjemme og et broderskab. Det blev en farlig cocktail.

Kigger på tog23. marts 2007 bliver to personer, den ene medlem af B-gjengen, skudt uden for en boligblok i Oslo. Gerningsmanden affyrer fem skud. Et af ofrene bliver ramt i hofteregionen og i højre underarm, den anden person rammes i munden. Begge overlever.

Mikael udpeges af vidner, som mener, at det var ham, som skød.
- Jeg var i Asker, da skuddene faldt, hævder han selv i dag.

Mikael bliver sigtet for drabsforsøg. I fængslet sidder der andre fra bandemiljøet, også fra B-gjengen, hvilket betyder, at hverdagen i fængslet er præget af trusler og slåskampe i de blinde vinkler, hvor fængselskameraerne ikke når ud. Mikael flyttes ofte til et nyt fængsel.

Fra cellevinduet i Ullersmo-fængslet kan han se toget, der går mod lufthavnen. Han tænker ofte på, hvad alle menneskene i togene skal. Han tænker, at han ikke selv kommer nogle vegne, måske de næste mange år. Han ved, hvor han ville rejse hen, hvis han kunne.
Mikael sidder 13 måneder i varetægt - men bliver i retten frifundet for drabsforsøget.

En nær venNi måneder efter Mikaels frifindelse bliver Mohammed 'Jeddi' Javed dræbt på Haugerud. Javed, som af pressen karakteriseres som en lederskikkelse i Young Guns, sidder på passagersædet i en Mercedes, da han bliver skudt i hovedet. Mikaels nærmeste 'bror' Alex Fuica kører bilen. Han formår at komme ud og få fat i politiet. Bilen med den dræbte bliver fundet - i flammer - længere nede ad vejen.

Stig Millehaugen, som længe var kendt som Norges farligste fange, bliver senere dømt til 21 års forvaring for overlagt drab på Young Guns-lederen. Et medlem af B-gjengen bliver dømt til 20 års fængsel for at have bestilt drabet.
- 'Jeddi' var en nær ven. Var Alex ikke kommet ud af bilen, havde vi haft svært ved at finde ud af, hvem der stod bag. Det var ondskabsfuldt. Især at han blev brændt op, siger Mikael i dag.

Drabet på 'Jeddi' rammer ham. Mange af brødrene i Young Guns sidder i fængsel, og Mikael selv venter også på en ny runde i retten; ankesagen i forbindelse med hans frifindelse for drabsforsøg.
- Bliver jeg dømt nu, er løbet kørt. Så bliver jeg i banden for altid, tænker han.

Men i sommeren 2009 kommer beskeden, som vender op og ned på alt: Mikaels kæreste fortæller, at han skal være far. Kort efter bliver han også frifundet i landsretten.
Kammeraten Alex bliver dømt til 11 års fængsel for drabsforsøg.

Ked af altPå bordet foran tv'et står kaffe og hjemmebagte småkager. Væggene er fyldt med familiebilleder, og mellem nips, blomster og lys i boghylden står flere fotoalbum.

Mikael sidder i sofaen hjemme hos sine forældre i lejligheden i Asker. Det er fem år siden, de valgte at flytte fra Dikemark til en nyere og lidt mindre bolig. Mikael bor under dem, i kælderen.
Familien har lige spist aftensmad. Nu sidder Evy, 60, og Niaz, 67, på hver sin side af sønnen i stuen.

 
Mikael sammen med sine forældre. Foto: Janne Møller-Hansen (VG)

Mikael rømmer sig, ser ned i gulvet og så på sine forældre:
- I ved, at jeg er ked af alt, hvad jeg har gjort.

Forældrene ser på hinanden, før moderen møder sønnens blik:
- Det ved vi, Mikael.

Hvis præsten kommerI soveværelset i kælderen står tre senge tæt på hinanden. Én til ham selv og en køjeseng til børnene. Året efter, at sønnen blev født, kom en lille pige til verden. Mikael og barnets mor er ikke længere sammen, men han har ret til samvær med sønnen, 6, og datteren, 5.

I dag arbejder Mikael fuld tid som vejleder i Pøbel-projektet.
- Målet er at få min egen bolig. Indtil da bor jeg her. Det bedste er, at børnene har så tæt kontakt til bedsteforældrene, når de er på besøg. Børnene er det allervigtigste i mit liv.

Mikaels forældre fortæller, at de i de værste perioder ofte kørte rundt og ledte efter ham. De var hundebange for, at han skulle gå amok på dem - men også bange for, at der skulle ske ham noget.

I hverdagen forsøgte de at holde masken for de andre børns skyld. På arbejdspladsen gik faderen ud på toilettet for at græde. Og forældrene havde også snakken om, hvad de skulle gøre, hvis der pludselig dukkede en præst op ved døren ...
- Vi forberedte os på, at han kunne dø. Disse år var et rent helvede, siger Niaz.

Lort og truslerSelv var Mikael så forberedt på at dø, at han ikke vidste, hvordan han skulle begynde at leve.
- Jeg vil have, at folk skal vide, at det er muligt at komme ud. Men jeg må også være ærlig og sige, at det ikke har været let. Jeg har oplevet meget lort og fået mange trusler. Gamle bande-brødre har været vrede, mange mente nok, at jeg svigtede. Forlader man miljøet, er man i princippet jaget vildt. Der er ikke nogen 'familie', som passer på dig længere.

Han betaler fortsat af på gæld efter alle sine domme og skal fortsat jævnligt levere urinprøver som bevis på, at han er stoffri. Hører han en speciel sang i radioen, eller befinder han sig pludselig et sted, han ikke har været i lang tid, kan han komme til at savne banden. Og rusen ...
- Men jeg ved, at jeg aldrig kommer til at tage stoffer igen, siger han.
- Om morgenen ligger jeg ofte i sengen og tænker på, hvor glad jeg er for, at jeg lever. For at jeg ikke vågner op med i en bagrus til en efterfest med en ond og voldelig aften bag mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville opleve at fylde 36 år.

Nu drømmer han om, at han til sommer tager sine børn med nordpå. Til en hytte omkranset af fjeld og sø.