Rockergruppe nægtes adgang til klubhus

 
Det er et år siden, at den tyske rockergruppe, Gremium, flyttede ind i huset i Haslev. Foto: Polfoto.


 
Efter to skudepisoder tidligere på måneden, hvor blandt andet rockerklubben Gremiums klubhus i Haslev blev beskudt, valgte politiet at lukke for adgang til klubhuset.
Det forbud er netop blevet forlænget med yderligere 14 dage.

Dengang blev medlemmer fra den rivaliserende gruppe, Brothas Souljaz, set i området i tidsrummet for skyderiet.
- Det er vores vurdering, at der fortsat er en akut og betydelig risiko for, at personer med tilknytning til bandegrupperingen Brothas Souljaz vil foretage angreb med skydevåben på den anførte adresse, fortæller politiinspektør, Kim Kliver.

Det er især hensynet til øvrige beboere i området omkring klubhuset, at forbuddet er blevet forlænget.
 - Ved beslutningen er der lagt afgørende vægt på, at adressen er beliggende i et bebygget område i Haslev, hvor der er almindelig færdsel, og at et angreb vil være til fare for udenforstående, der arbejder, bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen, siger Kim Kliver.

Comments