Likvideringsforsøg i København: Pakkede sin bil og blev skudt

Det virker som et planlagt skudangreb, der lørdag formidag mellem klokken ni og ti fandt sted i den københavnske bydel Sydhavnen.
- En 34-årig mand har formentlig været inde og handle i den nærliggende brugs, da han kommer ud og begynder at lægge varerne i sin bil, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Sajjad Haider til Ekstra Bladet.


Mens han står der på Mozartsvej og pakker sin bil kører en koksgrå VW Transporter op på siden af den 34-årige.
- Her fra begynder minimum to maskerede gerningsmænd at afgive skud mod manden. Han bliver ramt, men er uden for livsfare. Vi skal snakke med ham senere, siger Sajjad Haider.





Skød flere gange
Der var flere på gaden i det gode vejr, da skyderiet pludseligt fandt sted.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at sådan noget sker ved højlys dag så tidligt om morgenen. Der er børn på gaden, fortæller en beboer fra området til Ekstra Bladets udsendte på stedet.


Kvinden ønsker ikke sit navn frem, og det er tydeligt, at hun er rystet over dagens begivenheder.
Gerningsmændene havde masker på og ifølge efterforskningslederen virker skyderiet ikke tilfældigt.
- Vi arbejder stadig på stedet, og vi har afhørt en masse vidner. Vi vil dog meget gerne høre fra mange flere, hvis de har set eller hørt noget, siger Sajjad Haider.
Der er dog åbent for trafik igen på stedet.





Kørte væk ad gangstier
Efter skyderiet drønede den koksgrå VW Transporter væk ad Damagervej, og senere er den set køre ad gangstier i nærheden. Et sted, hvor der normalt ikke kører biler.
- Den er set i Valbyparken på stisystemet, og den kørte med høj fart. Dens nummerplader er udenlandske, og de starter med HH. Vi vil virkelig gerne høre noget fra folk, som har set bilen, siger efterforskningslederen.


Hvis man derfor har oplysninger i sagen, må man meget gerne ringe til politiet på telefonnummer 114.


Anden episode samme sted
Lørdagens skudepisode kommer kun godt to uger efter en anden skudepisode i området.
Om aftenen 27. april blev en 27-årig mand ramt af skud i benet og foden på Mozartsvej, da der blev affyret i alt otte skud. Der er endnu ingen anholdte i den sag.





- Man kan jo ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorvidt de to sager hænger sammen?
- Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, men det er noget vi har i baghovedet. Men lige nu kan det altså hverken be- eller afkræftes, siger Sajjad Haider.
- Har I haft mulighed for at undersøge ofrets baggrund og måske finde ud af, om hændelsen kan være banderelateret?
- Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidsunkt. Nu kører vi jo bare på med, hvad der faktisk er sket, siger efterforskningslederen.


Ifølge vidner blev der affyret mellem fire og syv skud. Det kan politiet dog ikke bekræfte endnu.

Comments