Politi: Dyrt for bande-medlemmer at sige farvel

Visitations-zoner, bande-uro og skyderi. Mens de fleste viger tilbage for de hårdkogte bander i hovedstadsområdet, er der unge som bliver tiltrukket af miljøerne. Men de skal tænke sig grundigt om, inden de lader sig forføre, ikke mindst fordi det kan koste blod, sved og tårer og kolde kontanter at forlade bande-miljøet igen.


Byrådsmedlem Hossein Armandi fra Borgernes Stemme i Fredensborg Kommune sagde i går til Frederiksborg Amtsavis, at han med sit kendskab til lokalmiljøet hører, at der er krævet op til 150.000 kroner for at melde sig ud af en lokal bande-gruppering. Ellers vankede der tæsk.
Overfor Ekstra Bladet siger byrådsmedlemmet, at han ikke ved, om der er tale om et enkelt tilfælde, eller om flere unge er blevet afkrævet en så uhyrlig sum.
 – Men bandemiljøet er ekstremt farligt for unge at bevæge sig ind i. Det kan godt være, at banderne i starten lokker unge med penge og en masse goder, men lige pludselig kræver de en masse af dig, og så kan det være meget svært at forlade festen igen, siger han.




Chefpolitiinspektør Magnus Andresen, Nordsjællands Politi siger:
- Vi har ikke hørt konkrete beløb nævnt som 150.000 kroner, men vi hører, at man skal betale en økonomisk bod eller, at man skal begå en bestemt kriminalitet, hvis man vil forlade et bandemiljø. Unge, der føler sig draget af miljøet, tænker ikke altid over fremtiden og konsekvenserne af at komme ind i et kriminelt miljø


Ar på sjælen
Vicepolitiinspektør Lisbeth Jessen fra Rigspolitiets NEC, som på nationalt plan overvåger bande-rockermiljøet tilføjer, at det er velkendt for politiet med kontant afregning eller afstraffelser, når unge vil forlade et rocker-bandemiljø.
- Som ung skal man gøre sig meget klart, hvad man går ind til, før man begynde at flirte med de miljøer. Det kan både koste fingre og ar på sjælen at skulle ud igen. Det gælder for alle grupper, at man kan blive afkrævet penge, og kan man ikke betale, kan man blive tvunget til for eksempel at begå røverier for at skaffe penge.


Justitsministeriet har udarbejdet en national exit-strategi for personer, der er involveret i bander og ønsker at slippe ud. Kommunerne har forskellige tiltag, der går ud på at hjælpe de unge væk fra de hårdkogte bander og rockergrupper, som er kendt af politiet.


Flere skud-episoder
I Nordsjælland og på den københavnske vestegn er der i øjeblikket oprettet visitationszoner, hvor politiet uden konkret mistanke kan visitere folk og køretøjer efter våben. Det kommer efter flere skud-episoder i bande-miljøet.


To personer med tilknytning til banden Black Jackets blev ramt af skud i en opgang i Helsingør i pinse-weekenden.


Flere ransagninger efter våben mod blandt andet LTF, Loyal to Familia er gennemført i det forløbne døgn.

Comments