Ny forskning: Ni ud af ti rockere er dømt for kriminalitet

Rockere begår mere kriminalitet, når de har meldt sig ind hos Hells Angels og Bandidos. Det viser ny afhandling, der har haft adgang til politiets egne tal fra overvågningen af rockermiljøet.


bandidos ha rocker kriminalitet

Medllemmer af bl.a. Bandidos og Hells Angels kalder sig selv for outlaw bikere. De betragter betegnelsen 'rocker' som nedsættende. Billedet er et arkivfoto fra Norge. (Foto: Uncleroo / Shutterstock.com

Hells Angels og Bandidos er foruden rygmærker og motorcykler kendt for en lovløs livsstil, der indebærer narkotikavirksomhed, våbenbesiddelse og grov vold.


Og nu slår en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet fast med syvtommersøm, at der er tale om dybt kriminelle grupper. Ni ud af ti rockere er dømt for kriminalitet.


Afhandlingen viser dog også, at rockerne blot stod bag henholdsvis 1,2 procent og 1,6 procent af den samlede kriminalitet, der endte i dom i to perioder fra 2009 til 2010 og 2012 til 2013.


»Afhandlingen viser kort sagt, at ikke alene er outlaw-bikere i høj grad kriminelle, før de bliver outlaw-bikere, men også at de bliver mere kriminelle, når de er blevet outlaw-bikere. Desuden tyder afhandlingen på, at noget af den vold, som outlaw-bikerne begår, er et gruppefænomen. Omvendt viser afhandlingen også, at kriminalitet begået af outlaw-bikere måske ikke fylder så meget i det samlede kriminalitetsbillede, som mange ellers troede,« fortæller Christian Klement, som står bag den nye ph.d.-afhandling.


I afhandlingen går rockere under betegnelsen outlaw-bikere, fordi det er den betegnelse, som de selv foretrækker (se faktaboks). I øvrigt inkluderer betegnelsen outlaw-biker personer med tilknytning til supportklubber og såkaldt puppet-klubber som AK81 og Mexican Team Work.


Christian Klement understreger, at hans udtalelser ikke nødvendigvis afspejler vurderinger hos Justitsministeriet, som han var tilknyttet under sin ph.d., og som han stadig er tilknyttet efter sit forsvar.


Bygger på følsomme data

Christian Klement har haft adgang til følsomme data fra Politiets Efterforskningsstøttes Database (PED), hvori politienheder har indsamlet information om personer mistænkt for at være involveret i alvorlig kriminalitet.


I PED registreres blandt andet cpr-nummeret og tidspunkt for, hvornår den enkelte person blev tilknyttet en gadebande eller en outlaw-klub. Det er både almindelige politienheder og specialenheder, som har indsamlet information til PED under overvågningen af de kriminelle grupper.


Læs også: Rockere og bikere kæmper om mandighed og omdømme


Ifølge Christian Klement er de såkaldte mørketal formentligt mindre for personer registreret i PED, som har vanskeligere ved at skjule kriminelle handlinger, fordi de er under ekstra politiovervågning.
»Danmarks Statistik modtog dataudtræk fra PED og anonymiserede dem, hvorefter jeg fik mulighed for at kombinere dem med registerdata fra Danmarks Statistik. Det betød, at jeg ikke kun var i stand til at kombinere cpr-oplysninger fra PED med oplysninger om registreret kriminalitet, men også andre typer af oplysninger som uddannelse og stilling,« forklarer han.


Christian Klement har isoleret rockerklubbens indflydelse på den kriminelle løbebane ved at matche outlaw-bikerne med en kontrolgruppe, som ligner dem. Det gælder ikke kun i forhold til kriminel historik, men også andre faktorer som uddannelse og stilling.


Afhandlingen viser, at bikerne blev mere kriminelle af at være tilknyttet klubber som Hells Angels eller Bandidos.

Uenighed om sammenhæng mellem rockere og kriminalitet

Ph.d.-afhandlingen kortlægger outlaw-bikernes forbindelse til kriminalitet i form af indbrud, tyveri, våben og narkotikabesiddelse samt vold.


Afhandlingens sidste tredjedel har fokus på konflikten mellem gadebander og Hells Angels MC i Storkøbenhavn fra 2008 til 2012; en kamp, som muligvis var en kamp om narkotikamarkedet eller et personligt opgør.


Læs også: Yoga hjælper rockere ud af bandemiljøet


Studiet viser, at tre dage efter, et gadebandemedlem begik vold på et vist niveau, var personer med forbindelse til Hells Angels MC også tilbøjelige til at begå vold.


Men er det ny viden, at Bandidos og Hells Angels består af hårdkogte kriminelle, der om nødvendigt beskytter deres kriminelle interesser med vold?
»Det virker ikke på mig, som om der har været en enighed om en sammenhæng mellem det at være outlaw-biker og kriminel - i hvert fald ikke i den danske offentlighed. Det virker heller ikke som om, at de forskellige opfattelser, der er, er særligt godt underbygget empirisk, når det gælder outlaw-bikere. Det håber jeg i al beskedenhed, at min ph.d.-afhandling bidrager til,« forklarer Christian Klement.

Ekstremt ressourcekrævende indsats

Undersøgelsen nævner, at der er forskere, som nedtoner outlaw-motorcykelklubbernes påvirkning. Nogle mener sågar, at politiet har interesse i at promovere bikernes hang til spektakulære forbrydelser, da det giver politiet magtbeføjelser, som de ellers ikke ville få.


Professor ved Københavns Universitet, Mikael Rask Madsen var formand i det udvalg, som vurderede Christian Klements afhandling. Han rejser et spørgsmål om forebyggelse.
»Afhandlingen bekræfter det, som vi i forvejen formodede, men der er kritiske røster, der mener, at der er en overdreven politiindsats i forhold til rockerbander som Hells Angels og Bandidos. Her slår Christian Klements afhandling fast, at der findes en sammenhæng mellem rockerbanderne og højaktivitet i forhold til kriminalitet,« siger Mikael Rask Madsen og tilføjer
»Man kan dog stille det spørgsmål, der også blev rejst i Christian Klements forsvar, om det ikke ville være mere effektivt, hvis samfundet sætter ind med en større indsats, før disse individer overhovedet melder sig hos en rockerklub. Den massive indsats, når skaden allerede er sket, er ekstrem ressourcekrævende, og alternativer i form af indsatser på tidligere tidspunkter bør granskes i lyset af afhandlingen.«


Om afhandlingen
Christian Klements ph.d.-afhandling hedder 'Three Papers on Crime among outlaw bikers in Denmark'. Foruden Hells Angels og Bandidos tager afhandlingen også højde for klubben No Name MC.


Første artikel er accepteret af og afventer publicering af tidsskriftet Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention. Artiklen tager udgangspunkt i stikprøver, der rangerer fra 457 til 1017 outlaw-bikere.


Anden artikel er allerede blevet publiceret i tidskriftet European Journal of  Criminology. 297 nøje udvalgte outlaw-bikere er matchet med 181,931 sammenlignelige individer på baggrund af demografi og kriminel historik.


Tredje artikel er ikke publiceret i et tidsskrift. Den analyserer via statistiske modeller 143 voldelige episoder begået af 196 individer med tilknytning til Hells Angels og sammenligner med kriminalitet begået af 160 gadebandemedlemmer.

Bekæmpelse af rockerkriminalitet er en prioritet

Rigspolitiets bekæmpelse af rocker og bandekriminalitet har været en erklæret prioritet siden 2005. Og siden 2011 har fængslingen af et minimum antal af rocker og gadebandemedlemmer været et strategisk mål.


Læs også: Krigen mod narko er slået fejl. Hvad nu?


I 2012 og 2013 blev rocker og bandekriminalitet prioriteret med hele 20 procent i Rigspolitiets såkaldte resultatkontrakter, hvilket dog blev sænket til 15 procent i 2014 og til 10 procent i 2015.
»Det virker rigtig nok fornuftigt at sætte ind præventivt. Hvis jeg havde haft en mulighed for det i afhandlingen, ville jeg gerne have udforsket det emne noget mere og ikke blot nævne, at man bør forhindre en tilknytning til de her klubber,« svarer Christian Klement.

Skal Hells Angels forbydes i Danmark?

Den europæiske Efterretningstjeneste Europol har advaret imod den stigende tilstedeværelse af outlaw-klubber i Europa, og for nyligt har nye grupper som Gremium og Satudarah slået sig ned i Danmark.


De danske myndigheder har to gange overvejet, om outlaw-motorcykelklubber skal erklæres ulovlige i Danmark pga. mistanke om, at de som grupper virker ved vold.
Senest i 2010 hvor den offentlige anklagemyndighed vurderede, at der ikke findes juridisk belæg for, at outlaw-motorcykelklubber er kriminelle organisationer.

Forbud fører ikke nødvendigvis til færre rockere

Mikael Rask Madsen medgiver, at den nye afhandling giver et statistisk bevis for en sammenhæng mellem outlaw-bikerne og kriminalitet.
Han tror dog ikke på, at et forbud nødvendigvis fører til en opløsning af Hells Angels eller Bandidos.  
»Outlaw-motorcykelklubber består i virkeligheden af flere mindre fraktioner, og det vil være vanskeligt at forbyde moderklubben, fordi det kan bevises, at en klub i en provinsby handler på en bestemt måde. Politiet har heller ikke nødvendigvis en interesse i at opløse dem, fordi bikerne sandsynligvis vil fortsætte med at begå kriminalitet, selvom de smider rygmærket. De ville derved blive spredt mere, og politiet vil få sværere ved at holde øje med dem,« siger han.




Rockere eller outlaw-bikere?

Hells Angels og Bandidos er blandt andet berygtet for den store nordiske rockerkrig i midten af 1990'erne, der resulterede i flere attentater på åben gade. Det blodige opgør endte med 11 drab og 74 drabsforsøg.


Betegnelsen 'rocker' er nedsættende blandt outlaw-bikere og hører blandt andet til klubben Bullshit MC fra 1970erne. Det er fra en tid, som outlaw-bikerne mener, at de har lagt bag sig.


I afhandlingen bruges betegnelsen outlaw-biker meget bredt og inkluderer også personer med tilknytning til puppet-klubber og supportklubber.


AK81 er et eksempel på en puppet-klub. AK står for Altid Klar, mens 81 er talinitialer for



Comments