Nye rockere spøger i blodig drabssag



Personer med tæt tilknytning til landets senest tilkomne rockerklub, Mongols, spiller i følge kilder med indsigt i miljøet en rolle i drabet på Østerbro, natten til i går.


Det var omkring klokken kl. 22.30, at en sort eller mørk Passat stationcar rullede ind ved p-pladsen på Hans Knudsens Plads i udkanten af Østerbro.


Her steg en person ud af bilen, og uden varsel affyrede en serie skud mod en mindre gruppe personer, der dels sad i en BMW eller stod rundt om den. Her blev fire ramt. Og da en af de kvæstede personer kravlede ud af den gennemhullede bil, gik pistolmanden hen til ham og affyrede yderligere skud.
- Det lignede en likvidering. Det var en ren henrettelse, sagde et chokeret øjenvidne efterfølgende til Ekstra Bladet.


Skudofferet blev i løbet af natten erklæret død på Rigshospitalet.
Her er der tale om en 30-årig mand med tæt tilknytning til bandemiljøet på Nørrebro, hvor han blandt andet tidligere var del af grupperingen Brothas, erfarer Ekstra Bladet.


Har bandetilknytningDen oplysning vil politiet ikke kommentere.
- To af dem, der er ramt, er kendt i bandesammenhæng. Nærmere vil jeg ikke komme det, siger Torben Svarrer, chef for afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.


Han fortæller, at der sandsynligvis var tale om to gerningsmænd. Ud over pistolmanden var der en chauffør i den mørke Passat.
- Efter skudepisoden forsvinder bilen af Lyngbyvej i nordlig retning. Kort efter finder man et tilsvarende køretøj, der er stukket i brand på Lundtoftevej i Lyngby, fortæller Torben Svarrer.


- Der er tale om en stjålet bil, og vi mener, der er tale om bilen, der blev brugt ved skudepisoden, tilføjer han.


I forhold til både motiv og gerningsmænd er politiet lørdag aften på bar bund:
- Vi leder fortsat bredt. Og motivet til drabet har vi ikke klarlagt endnu, siger han.
Igennem den seneste uges tid har der været flere skudepisoder i Københavns nordlige og østlige del.


Og kilder med indsigt i miljøet fortæller, at figurer med tilknytning til den nye klub, Mongols, har aktier i flere af episoderne. Enten som ofre eller som gerningsmænd i 'byttere'.


Flere skyderierKilderne har ikke noget direkte bud på baggrunden for den verserende konflikt, men vurderer, at konflikten sandsynligvis bunder i personlige uoverensstemmelser fremfor en decideret bandekonflikt baseret på bandefarver og rygmærker.


Ud over gruppen, der blev beskudt, og hvor fire blev ramt, var der også andre unge med tilknytning til indvandrer-bandemiljøet til stede på Hans Knudsens Plads.


Flere af dem har i følge kilderne tilknytning til forskellige bandestrukturer. Drabet i aftes er seneste skyderier i København og på Vestegnen, hvor flere er blevet såret. Og kilderne vurderer, at episoden hænger sammen.


Første skyderi skete forrige lørdag, hvor en 22-årig mand blev ramt i Københavns Nordvestkvarter.


Se også: 49-årig var tilfældigt offer for skyderi


Næste eftermiddag - om søndagen - blev to mænd ramt af skud ved en kiosk i Emdrup.
Natten til torsdag - lige efter midnat - blev der affyret skud i Ishøj.


Knap et døgn senere - torsdag aften kort før midnat - blev en 32-årig mand med tæt tilknytning til det kriminelle indvandrer-bandemiljø såret i låret af skud på en p-plads i Hvidovre.
Og i aftes krævede den triste voldspiral så et liv, da den 30-årige blev dræbt på Østerbro.
Politiet vil ikke kommentere Ekstra Bladets oplysninger.

Comments