Rockerveteran fængslet for hammer-overfald på fodboldspiller

Den 46-årige HA-rocker kan betegnes som en af klubbens tunge drenge. Under Store Nordiske Rockerkrig i 90’erne blev han idømt en længere fængselsstraf for drabsforsøg på flere rockerrivaler fra Bandidos. Foto: Per Rasmussen

Ystad Byret (Ekstra Bladet): En dansk HA-veteran skal sidde fænsglet i to uger i Sverige, mens svenske myndigheder tager stilling til, om han derefter skal udleveres til Norge i forbindelse med en særdeles groft overfald på den tidligere Brøndby-spiller Franck Semou.

De to ugers fængsel blev besluttet i dag under et grundlovsforhør i Ystad Byret, efter at den 46-årige rocker tirsdag blev anholdt af svensk politi på baggrund af en nordisk arrestordre.

Iført en hvid t-shirt, som afslørede de stærkt tatoverede underarme, og mørke bukser blev den 46-årige HA rocker ført ind i retssalen af to retsbetjente og sin beskikkede svenske forsvarer.

Den garvede og kronragede rocker-veteran havde inden forhandlingerne begyndte overskud til at sende sin blonde kone og en anden fremmødt pårørende et stort smil.

Over en videoforbindelse læste anklager Michael Hanson op, at den 46-årige ønskes udleveret til Norge, fordi de norske myndigheder ser rockermedlemmet, som en ud af to danske gerningsmænd, der mistænkes for at stå bag overfaldet, hvor der blev benyttet en hammer.
- Han er eftersøgt af norsk politi i forbindelse med efterforskningen, lød det fra anklager Michael Hanson, som var mødt for det svenske politi.

Den 24-årige fodboldspiller Franck Semou blev overfaldet med en hammer af to gerningsmænd 30. september i år. Her spurgte gerningsmænd spilleren om en specifik person, og da han ikke kunne genkende navnet blev han overfaldet, da han var på vej hem fra træning i sin nuværende norske klub.
- Jeg rev mig løs og så, at den ene stod med en hammer i hånden.  Så mærkede jeg, hvordan blodet fossede nedover mit hoved, har den 24-årige fortalt til norske medier om over overfaldet.

Retsmødet mod HA-rockeren blev afholdt bag lukkede døre, og det er derfor uvist, hvilke beviser norsk politi har i mod danskeren. Men den svenske dommer fandt, at de var tilstrækkelige for en fængsling, samt at rockere på fri fod kunne finde på at unddrage sig retsforfølgelse eller ødelægge beviser.

Hells Angels-medlemmet tog de to ugers fængsel med ophøjet ro, og det er nu op til den svenske anklagemyndighed at afgøre, om den 46-årige dansker skal udleveres til Norge. Den beslutning skal ifølge svensk lov træffes inden 8. november.

I går fik en 24-årig dansker – som ifølge norske myndigheder også har tilknytning til Hells Angels – tre ugers fængsel i forbindelse med samme voldssag. Den unge mand blev anholdt og fremstillet i Danmark og ønsket også udleveret af norske myndigheder.
Begge nægter sig skyldige i voldssagen.

Så vild er hans fortid: HA-veteran anholdt for vold mod fodboldspiller.

En af veteranerne i det københavnske Hells Angels-miljø er anholdt i Sverige og ønskes udleveret til Norge efter en voldssag mod en tidligere fodboldspiller i Brøndby.


Fodboldspilleren Franck Semou, der aktuelt begår sig i den norske klub HamKam, blev overfaldet den 30. september af to mænd, da den danske spiller var på vej hjem fra træning.


Efterforskningen af overfaldet førte til to navngivne danskere, som ifølge norsk politi er relateret til Hells Angels i Danmark. En af dem blev i går anholdt i Sverige.


Manden er - erfarer Ekstra Bladet - identisk med en af de tunge HA-drenge, der har haft en fortid både som bøddel og offer.


Den nu 46-årige rocker blev under Store Nordiske Rockerkrig dømt til en længere fængselsstraf for at have skudt mod Bandidos-rockere. Han lå da på lur efter rivalerne, men ilden blev besvaret, og HA'eren blev selv ramt og måtte behandles for skudsår.


Skød ved en fejl
Da HA-rockeren dengang blev anholdt, benægtede han, at han havde deltaget i en skud-duel og sagde, at han blot havde affyret et våben ved en fejl og dermed havde såret sig selv. Den forklaring holdt imidlertid ikke i retten. En af hans kammerater kom nemlig til at afgive et vidneudsagn, som pegede i en helt anden retning end det, han selv havde fortalt, og den dengang unge rocker blev idømt en længere fængselsstraf.


Mens manden sad i fængsel oplevede han rollen som offer. Under en udgang blev han beskudt, og han mistede en del blod og var på operationsbordet flere gange. Skud-episoden vakte undren, fordi rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos på det tidspunkt var forbi.


I 2014 deltog rockeren sammen med hundredvis af andre i en begravelse for HA-kammeraten Michael Brokside.


Det nu 46-årige Hells Angels-medlem, som gennem tiden har været udstyret med forskellige titler i rockerorganisationen skal nu endnu en gang for en dommer. Det vides ikke, hvordan han forholder sig til norsk politis mistanke om, at han har deltaget i volden mod fodboldspilleren.


Han skal for en dommer i Ystad torsdag eftermiddag, oplyser Ystad Tingsratt overfor Ekstra Bladet.

Banket med hammer

Den tidligere fodboldspiller i Brøndby Frank Semou blev overfaldet med en hammer. Arkivfoto: Anders Brohus 
Den tidligere fodboldspiller i Brøndby Frank Semou blev overfaldet med en hammer. Arkivfoto: Anders Brohus

Den tidligere Brøndby-spiller Franck Semou pådrog sig et grimt kraniebrud, da to gerningsmænd pludselig gik til angreb, efter at han om aftenen 30. september var på vej hjem fra træning i sin nye norske klub HamKam.
- De spurgte, om jeg kendte en eller anden, men jeg svarede, at det gjorde jeg ikke, og så gik jeg.


Derefter tog en fat i mig og lagde mig ned, og den anden slog mig i hovedet bagfra. På det tidspunkt, vidste jeg ikke, hvad han havde slået med, fortæller Semou om overgrebet og fortsætter:
- Jeg rev mig løs og så, at den ene stod med en stor hammer i hånden. Så mærkede jeg, hvordan blodet fossede nedover mit hoved. Jeg spurgte, hvorfor de gjorde det, men de svarede ikke.


Politiet ved ikke, hvorfor fodboldspilleren skulle angribes. Men det voldsomme overfald medførte, at Franck Semou ikke formåede at spille de sidste kampe i sæsonen for sin klub.


Ung dansker fængslet
Udover det 46-årige fuldgyldige rockermedlem blev en 24-årig mand med tilknytning til HA i går fængslet i 13 dage forbindelse med overfaldet. Den 24-årige blev tirsdag anholdt af dansk politi på baggrund af en nordisk arrestordre fra norske politikolleger. På grund af lukkede døre i sagen er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at uddybe sigtelsen mod den unge mand yderligere.


Forsvarsadvokat Finn Bachmann oplyser dog, at den 24-årige nægter sig skyldig.
Det er nu op til politidirektøren i Københavns Politi at vurdere, om man kan efterkomme de norske myndigheders krav om udlevering til retsforfølgelse i Norge.

Comments