Ukendte voldsmænd sprang frem fra buskads med boldtræ og peberspray mod det tidligere medlem af Bandidos og mc-klubben Outsiders
58-årige Torben Ohlsen Jensen kendt som Suzuki-Torben med sin 30-årige søn Thorbjørn, dengang alt var fryd og gammen, og de var med i mc-klubben Outsiders. Foto: Kenneth Meyer
Det tidligere medlem af rockergruppen Bandidos og mc-klubben Outsiders, Torben Ohlsen Jensen, kendt som 'Suzuki-Torben' er blevet forsøgt overfaldet, erfarer Ekstra Bladet.
Tre maskerede mænd lå på lur og sprang ud af et buskads en tidlig morgen, da den 58-årige eks-rocker var på vej på arbejde.
'Suzuki-Torben' bekræfter, da Ekstra Bladet spørger til begivenheden, at han blev forsøgt overfaldet. At maskerede mænd prøvede at give ham peberspray. Mændene var bevæbnet med boldtræ, men det lykkedes ham at parere og forsvare sig, så han ikke kom alvorligt til skade.
- Men jeg kom ti minutter for sent på arbejde og måtte beklage overfor chefen, siger han.
Torben Ohlsen Jensen blev landskendt, da han som Bandidos-rocker havde en samkvems-strid om et barn, og i den forbindelse for fem år siden havde haft en kontakt, der siden blev omtalt i medierne, med top-politiker i S, Henrik Sass Larsen. PET underrettede dengang justitsministeriet om kontakten.
Suzuki-Torben' og hans søn Thorbjørn, der også har en fortid i Bandidos, valgte efter rocker-tiden at skifte mexicaneren ud med et grønligt kranie i flammer. De blev en del af Outsiders MC, der har klubhus udenfor Køge, men også for nylig har fået en afdeling i Guldborg på Lolland.
Outsiders tæller adskillige gamle medlemmer af Bandidos og Hells Angels, men rummer også andre personer.
Imidlertid kom det i sidste måned til et brud mellem 'Suzuki-Torben' og Outsiders. Han røg ud, og sønnen Thorbjørn fulgte med efter uenigheder med klubben.
Aner ikke, hvem de er
'Suzuki-Torben' siger til Ekstra Bladet, at han ikke aner, hvem der prøvede at overfalde ham, eller hvad det handler om.
- Gjorde det dig bange?
- Bange? Det gjorde mig modbydeligt ondskabsfuld, svarer han og siger med adresse til de ukendte gerningsmænd, at 'hvis det sker igen, må de tage konsekvenserne'.
Overfalds-forsøget fandt sted den 20. september nær eks-rockerens bopæl. Han har ikke anmeldt det til politiet.
- For jeg er ikke stikker, siger han.
Tidligere HA'er og nuværende præsident i Outsiders MC, Tommy Lundsgaard, kaldet 'Tommy Motormund' afviser overfor Ekstra Bladet, at Outsiders har noget som helst at gøre med overfalds-forsøget på 'Suzuki-Torben'.
Sat i brand
'Suzuki-Torben's søn Thorbjørn Jensen har også haft en ubehagelig begivenhed den 20. september. En tattøvør-butik, som han driver med en kammerat, blev sat i brand.
Politiet på Midt og Vestsjælland er bekendt med branden, der fandt sted sent om aftenen, fordi vidner tilkaldte brandvæsnet. Vidner hørte nemlig et højt brag og efterfølgende sås flammer i forretningen, og to mænd blev set flygte væk. Politiet efterforsker sagen som forsætlig brandstiftelse, skrev de i døgnrapporten.
Thorbjørn Jensen ønsker ikke overfor Ekstra Bladet at gå i detaljer med den sag.
Comments
Post a Comment