Det forsømte børne- og ungdomsarbejde.

Den 12. til 18. september 2009, var det danske Folketing´s Retsudvalg på en studietur til Los Angels. Formålet med denne studietur var, at høre nærmere om indsatsen overfor bandekriminaliteten i L.A.

 

Retsudvalget havde møder med bl.a. politi, anklagemyndighed og domstolene i L.A. En af de personer man talte med fra anklagemyndigheden, var en anklager med stor personlig erfaring omkring udviklingen i bandekriminaliteten.

 

Retsudvalget stillede forskellige spørgsmål, og to af spørgsmålene var:
1 (Forebyggelse af unge optages i bander).
2 (Hvor vil du investere dine penge)

Retsudvalget fik følgende svar på deres spørgsmål:

Svar 1:
Det afgørende er den sociale indsats for de unge mellem 8 og 13 år. Grunde til de søger banderne er, at de søger et sted, at høre til. Vi har allerede tabt de unge mellem 14 og 25 år, da de forventer, at få en livstidsdom eller dø tidligt. Gamle bandemedlemmer over 26 år ønsker, at komme ud af det, for de har set nok.

 

Svar 2:
Invester i de unge under 14 år, for rehabilitering sker ikke i fængslerne.

Man burde måske allerede dengang i det danske Folketing´s Retsudvalg havde taget disse svar til efterretning, for meninger og holdninger rykker grænser. Havde man dengang taget ansvar og udført det stykke arbejde, som det kræver, at holde børn og unge væk fra de kriminelle miljøer, der havde meget i dag måske set lidt andreledes ud, end det vi nu er vidner til med vores børn og unge.

For ønsker vi i det danske samfund, at holde børn og unge væk fra de kriminelle miljøer, og ikke mindst bandemiljøet- og rockermiljøet, så skal man indstille sig på, at der skal meget mere, og andet til end pædagoger og frivillige ungdomsarbejdere til, for dette skal gå op i en højere enhed.

De børn og unge, som allerede nu er ude i kriminalitet, og inde i bandemiljøet, er for det meste børn, som er fyldt med et lavt selvværd, had, bitterhed. De har for det meste alle haft en barndom, som vi andre hverken kan eller vil kunne forestille os, for den ligger så langt væk fra vores virkelighed.

Sandt er, at virkelighed og sandhed er to vidt forskellige ting.

De er opvokset i omgivelser, hvor hverdagen kun har bestået af svigt efter svigt, og størstedelen har aldrig oplevet kærlighed, tryghed, opmærksomhed eller anerkendelse. De er grundet svigt blevet en belastning, og i dag et problem for vores samfund, men det er ikke deres skyld, men forældrenes og samfundets skyld, for det er her der er fejlet, og børnene og de unge er kun blevet et produkt heraf.

Man hjælper ikke ved at straffe, men ved at løse.

Derfor skal der tilbydes børn og unge løsninger, som på sigt vil gavne dem, og den tilværelse man ønsker de skal leve i og under. Disse tilbud findes ikke, og derfor kommer børn og de unge meget hurtigt ind på den forkerte vej, som i en tidlig alder bringer dem ud i kriminalitet, og ind i bandemiljøet.

De børn og unge, som er mulige emner til banderne, skal for enhver pris stoppes. Det kræver mere end pædagoger og frivillige gadeteams, for de hører kun det børnene og de unge siger, men forstår dem ikke.

Et problem skal løses, og det gør man ikke ved, at skubbe det væk eller anbringe det i en skuffe, for det skaber kun yderligere problemer og konflikter.

Løsning af et problem kræver en plan, og det er uanset hvad og hvilket problem man står med eller overfor. Hvorfor gøre et simpelt problem til et kompliceret problem? Hvorfor løse noget simpelt på en kompliceret måde?

Et problem skal løses, og det gør man ikke ved, at skubbe det væk eller anbringe det i en skuffe, for det skaber kun yderligere problemer og konflikter.

Løsning af et problem kræver en plan, og det er uanset hvad og hvilket problem man står med eller overfor. Hvorfor gøre et simpelt problem til et kompliceret problem? Hvorfor løse noget simpelt på en kompliceret måde?

Mangler man penge til husleje, er man nød til at tjene eller låne – så simpelt er det. Vil man være stoffri, er man nød til, at stoppe med at tage stoffer – så simpelt er det. Vil man ud af sin kriminalitet eller bande, er man nød til, at stoppe sin kriminalitet eller i sin bande – så simpelt er det.

Men for dem hvor det ikke bare er så ligetil, er de afhængige af andres hjælp. Det samme gælder for de børn og unge, som vi ønsker ikke skal være kriminelle eller blive en del af  bandemiljøet – så simpelt er det.

Børn og unge har brug for nogle redskaber og guider:

Som kan hjælpe dem med, at finde den rette vej, så de kan få den tilværelse de fortjener, for aldrig har de børn og unge oplevet, at få belønning for noget, for aldrig er de blevet lært af nogen, hvad er rigtigt eller forkert. Omkring problemet med børn og unge nytter det ikke, at samfundet bare siger ude af øje ude af sind, men derimod får øjnene op, og erkender der er fejlet, og finder en løsning på problem.

Børn og unge, som er svigtet af sine forældre, har brug for en rollefigur i deres tilværelse. En figur, som viser dem opmærksomhed, tillid og interesse. De har brug for en sparringspartner i deres tilværelse, der ved hvordan de har det, og forstår deres frustrationer. For skal de børn og unge, som enten allerede er eller er på vej ind i det kriminelle eller bandemiljøet ”reddes”, skal det gøres med personer, som børnene og de ung kan identificere sig med.

Det skal være personer, som børnene og de unge har:

1. Tillid til. 

2. Respekt for.

Alle ved vi, at vi hører og lytter efter dem, som ved hvad de taler om. 

Hvem hører og lytter efter en, som ikke har nogen forudsætninger for, at udtale sig eller belære os om noget? Mange ”byggeopgaver” i vores tilværelse kan klares af en handyman, men vil man være sikker på, at arbejdet skal udføres korrekt og være af kvalitet, er det fagfolk man må benytte. Det samme gælder i den grad for vores børn og unge, for er der nogen, som har brug for fagfolk ved sin side – er det ubetinget dem. Hvordan kan vi i vores samfund tillade os, at bebrejde børn og de unge for deres adfærd og handlinger, når vi kun har svigtet dem i deres byggesag – kaldet livet?

Hvordan kan en kommune tillade sig, at sætte en pige på kun 13 år på gaden? Hvordan kan en kommune tillade sig, at igennem 4 år flytte en pige på nu 16 år rundt i alt 15 gange - siden hun var 12 år gammel?  

Sandheden og virkeligheden er den:

-At børn og unge straffes fordi forældrene og samfundet har svigtet, og hverken tør, kan eller vil stå til ansvar for deres fejlslagne handlinger.

-At vi skylder de ”ustødte” børn og unge chancen, for en tilværelse i trygge og rolige omgivelser. 

-At vi som et samfund, har en pligt til, at bygge fundamentet til dem.

-At det må koste hvad det skal, for vi valgte fra starten den billige løsning med, at sende handymen på opgaverne. 

Vores demokratiske samfund er bygget op omkring regler og love for systemet kan fungere, men de vigtigste regler og love for vores samfund, har man endnu ikke fået indført. 

Vi har en lov om aldersgrænse for f.eks.: 

-At vi må køre på en knallert, motorcykel og i en bil, m.m.

-At vi må købe cigaretter og spiritus. 

Vi har en lov om f.eks.:

-At vi skal have kørekort til en knallert, motorcykel, bil, m.m.

-At vi må ikke køre i påvirket tilstand (for det dræber folk i trafikken). 

Hvorfor har vi ikke en lov om:

- At man skal være over 18 år for, at kunne få børn?

-At man skal være i stand til at kunne forsørge og være en ansvarlig forælder? 

-At man som stofmisbruger/alkoholiker ikke er tilladt, at få børn?  

Hvis vi havde haft love, som f.eks. de 3 nævnte ovenfor, er der ingen tvivl om, at vores samfund kunne havde undgået mange af de problemer, som vi er vidner til i dag. 

Hvordan kan vi acceptere, at en pige på 12 år får et barn Hvordan kan vi acceptere, at en stofmisbruger får et barn? Hvordan kan vi acceptere, at en alkoholiker får et barn? Har vi helt glemt spørgsmålet om den sociale arv, eller har vi bevidst bare fortrængt det, og lukket øjnene og bare bildt os selv ind, at det skal nok gå?

Mange af de børn og unge, som allerede nu er ”udstødt” og opgivet af samfundet, er næsten alle placeret på forskellige institutioner, hvor de udelukkende har omgang med andre børn og unge, som deler samme skæbne. Selv under disse forhold, er de børn og unge underlagt et stort gruppepres, som gør, at deres hverdag er en kamp.

De er tvunget til, at opbygge en facade for ikke, at falde igennem. De føler ikke, at der er nogen hjælp at hente. De føler ikke de kan være ærlige overfor systemet, for sandheden har lært dem, at dette har sin pris. De vælger at tie om deres problemer, fordi deres frustration og afmagt gør, at de føler det er lettere, at være ligeglade med det hele og alt. De skriger med deres handlinger på hjælp, men ingen hører eller ser dem, for ingen forstår dem.

De har brug for rådgivning og hjælp, som systemet endnu ikke har forstået, at kunne give:

 

• Mening, og endnu mere mening med livet!

 

De savner identitet, bekræftelse og anerkendelse, som de i sidste ende tror, at de vil finde i rocker og bandemiljøet. Børn og unge skal have et forbillede, og med de børn og unge, som vi ved kan være emner til rockerne og banderne, skal det være personer, som viser dem, at det de føler sig tiltrukket af -  ikke er lykken eller fremtiden.

- Af TBM Scandinavia

MC & Gjengkriminalitet

Stockholm/Copenhagen