Forening: Bandekriminelles zoneforbud rykker bare problemet

Dømte bandekriminelle skal forhindres i at komme i den kommune, de har begået kriminalitet, lyder forslag.

Det er "hul i hovedet", lyder det fra Michael Green, talsmand for foreningen for tidligere rockere og bandemedlemmer, TBM Scandinavia, om et forslag om at give dømte bandekriminelle zoneforbud.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mener, at bandekriminelle skal kunne forhindres i at opholde sig i den eller de kommuner, hvor de er dømt for at have begået kriminalitet.
- Man rykker bare problemet fra a til b. Der er jo stadigvæk en nabokommune, som måske bliver modtager af den her person, som man prøver på at få væk fra den gamle kommune, siger Michael Green og spørger:
- Har man eksempelvis taget højde for, at grupperingerne eller tilknytningerne måske også har en afdeling i en nærliggende eller anden kommune?

Talsmanden kan godt se, at der er en præventiv tanke bag forslaget. Hvis et bandemedlem for eksempel har afpresset folk, kan det være utrygt for dem, at bandemedlemmet vender tilbage.


FAKTA: Det ved vi om rocker- og bandekriminaliteten

Der kan være menneskeretlige problemer i et forslag om opholdsforbud til bandekriminelle, lyder det fra direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.

Det siger han, efter at et aftaleudkast fra forhandlingerne om en ny bandepakke, som både Jyllands-Posten og Berlingske er kommet i besiddelse af, er kommet frem.

Af udkastet fremgår det, at bandekriminelle skal kunne forhindres i at opholde sig i den eller de kommuner, hvor de er dømt for at have begået kriminalitet i op til ti år.

Her kan du læse mere om det konfliktprægede miljø:

* I 2016 var der registreret 1396 personer med tilknytning til rocker/bandemiljøerne i Politiets Efterforskningsstøtte Database, PED. Det er det laveste siden 2010.

* I januar 2012 var tallet højest, da 1863 personer var registreret.

* Rockere er i gennemsnit omkring 30 år, når de bliver registreret i PED. Bandemedlemmer er omkring 23 år.

* Hells Angels og Bandidos er de største rockergrupper. Men der er sket en udvikling, hvor flere rockere tilhører klubber, der ikke har direkte tilknytning til disse grupperinger.

* 54 gange blev der i 2016 skudt på gader og stræder i forbindelse med rocker- og bandekonflikter i Danmark. Det var mere end en fordobling i forhold til året før.

* 36 personer blev såret. Det er det højeste antal sårede siden 2010, hvor 47 blev såret.

* I 2016 blev der beslaglagt 48 skydevåben, som ifølge Rigspolitiet havde tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

* Fra 2012 til og med 2016 fik 532 fængselsdømte, der var registreret som tilhørende en rocker- eller bandegruppering, tilladelse til prøveløsladelse efter to tredjedele af afsoningstiden. 338 fik afslag.

Kilder: Justitsministeriet, Justitsministeriets Forskningscenter og centrets rapport "Flowet i rocker/bandemiljøerne" fra juni 2016, DR, Rigspolitiet og Ritzau.


- Jeg kan sagtens forstå den præventive tankegang i, at man vil beskytte ofret.
- Men du rykker bare problemet. Han kan bare gå over og afpresse en i en nærliggende kommune, siger Michael Green.

Derudover ser han et problem i, hvis et bandemedlem eksempelvis har bolig og arbejde i den kommune, hvor der bliver givet et opholdsforbud.

Det vil ifølge Michael Green være en dobbeltstraf.
- Det vil sige, at man går ud og straffer dem med, at de også skal sættes på gaden og finde et nyt sted at bo. De kan også have børn og familie der, siger talsmanden.

Opholdsforbuddet skal forhindre de bandekriminelle i at vende tilbage til deres gamle grupperinger. Det vil betyde, at man efter en fængselsstraf kan være afskåret fra at vende tilbage til sit hjem i op til ti år.

Det fremgår af et aftaleudkast fra forhandlingerne om en ny bandepakke, som både Jyllands-Posten og Berlingske er kommet i besiddelse af.


Denmark - Ritzau

Comments