2000 inviteret til stormøde: Bande afpresser hjemløse og forretninger i Odense

Odenses borgmester har inviteret 2000 forretningsdrivende til stormøde om Black Armys afpresning. Her kan du blive klogere på bandens historie. Tre medlemmer af banden Black Army er nu blevet tiltalt for at have afpresset indehaverne af en tatovørbutik i Odense. Så sent som i sidste uge blev Black Army anklaget for også at afpresse Odenses hjemløse.

Borgmesteren vil sikre, at de erhvervsdrivende ved, hvor de skal henvende sig, og at de føler sig trygge ved at anmelde det, hvis de bliver afpresset af eksempelvis Black Army.
-Sidder du med din  egen butik, en frisør eller et lille værtshus, og du oplever afpresning, så er det vigtigt at du ved, at du ikke er alene. Du behøver ikke spille på bandernes præmisser, du kan spille på det store fællesskabs præmisser, siger Peter Rahbæk Juel.

Chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi havde før mødet store forventninger til arrangementet:
- Vi forventer, at vi sammen med de andre myndigheder får lejlighed til at forklare civilsamfundet, hvad der ligger i det her med afpresning og hvilke muligheder vi har, når nogen bliver udsat for afpresning. En anden væsentlig del er selvfølgelig at tilskynde deltagerne og myndighederne til at stå sammen og få det her uvæsen til at ophøre.
- De parter, der er inviteret i aften kan bidrage med oplysninger – og jo mere konkrete oplysninger vi kan få, jo bedre kan vi arbejde med de her sager. Det er også rigtig vigtigt, at de forretningsdrivende får mulighed for at hjælpe, overvåge og rådgive hinanden. Nu får vi sået de første frø, og så skal vi gerne have det til at spire, så civilsamfundet sammen med myndighederne er enige om at komme det her uvæsen til livs.

-Jeg kunne ikke se noget alternativ. Jeg kunne ikke betale 5000 kroner om måneden for...ja, jeg vil kalde det afpresning, siger han før mødet.
-Vi ved det sker i andre brancher også. Så jeg håber, der er flere der melder sig. Senest er det jo de hjemløse, det er gået ud over, siger Lars Pedersen.


Hjemløs truet til at aflevere kontanthjælp

En af de hjemløse, der har oplevet at blive afpresset, er Ole. Han fortæller til TV 2, at han i december blev overfaldet lige efter, han havde hentet sin kontanthjælp.
- De ville have mig til at sælge hash. Jeg er selv hashmisbruger og har et godt netværk, så de mente, at jeg ville være den perfekte pusher for dem. Men det ville jeg ikke. Så truede de mig med tæsk og med en kniv og sagde, at jeg skulle give dem mine penge. Jeg blev så bange, at jeg gav dem mine 1900 kroner, som jeg lige havde fået i kontanthjælp, fortæller Ole.
Ole fik alligevel et par på hovedet, og derfor valgte han efterfølgende at melde det til politiet.
Afpresningssagerne er blot de seneste i en række af lyssky affærer, som Black Army menes at være involveret i.


Black Army-medlem knivdræbt på åben gade

I sommeren 2016 blev det 31-årige Black Army-medlem Muhammed Sendi knivdræbt på åben gade i Vejle. Angiveligt var Muhammed Sendi taget til Vejle for at opkræve noget narkogæld, men noget gik galt og det 31-årige bandemedlem blev angrebet med en kniv på åben gade i byens centrum.
Black Armys rygmærker med to krydsede AK-47-rifler blev første gang spottet i offentligheden i 2013, og siden har gruppen oprettet afdelinger flere steder i landet.
Kernen i banden består blandt andet af medlemmer af den store Daabas-familie fra Vollsmose, der i mange år har været kendt af politiet.


Black Army splittet i to

I januar 2016 år blev Black Army tilsyneladende splittet op i to, men ikke på grund af ondt blod. Af ukendte årsager blev den 34-årige Houssam Daabas, en ledende skikkelse i Black Army, valgt til præsident for den danske afdeling af United Tribuns Forever, der er en international bande kendt for alvorlig kriminalitet i blandt andet Tyskland.
Black Armys første klubhus åbnede på Nyborgvej i Odense, hvor omkring 80 medlemmer efter sigende skulle holde til. Mange af medlemmerne, herunder Houssam Daabas, har mange domme bag sig, blandt andet for vold, røveri og narkotika.


Holder sig fra København

Foruden Odense-højborgen har Black Army klubhuse i Herning og Næstved. I Aarhus er de også tilstede, dog uden et decideret klubhus, og i Svendborg har gruppen tidligere forsøgt at etablere sig.
Black Army og United Tribuns Forever har hidtil holdt sig ude af hovedstadsområdet, og det hænger muligvis sammen med alliancen med København-banden Loyal To Familia (LTF).


Har skabt ubalance imellem banderne

Hos Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), fortæller chef Michael Kjeldgaard, at Black Army har skiftet udtryk og manifesteret sig som en magtfaktor i Danmarks kriminelle underverden.
- Deres udtryk er meget anderledes. Hvor vi før så dem i hættetrøjer, er de nu mere uniformerede som en rockergruppe med tydeligt logo. De er blevet mere tydelige i deres kommunikation. Man vil signalere, at man er en magtfaktor, siger Michael Kjelgaard.


Han mener, at Black Army har skabt en ubalance imellem banderne i Danmark, og særligt alliancen med United Tribuns Forever gør dem stærke. Indtil for få år siden var bandemiljøet blandt indvandrerne uorganiseret og tilfældigt. Der var ingen, som havde styr på, hvem der var med og ikke med. Indtil Black Army kom til og fandt ud af at organisere sig.


Denmark - TV2

Comments