Bandidos-rocker dømt skyldig i manddrab efter tredobbelt likvidering

Tre unge mænd blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg. Nu er der faldet dom i sagen.
Retten på Frederiksberg har tirsdag kendt den 34-årige Ian Ramm Hansen skyldig i drab på tre unge mænd. Det drejer sig om den tredobbelte likvidering i en lejlighed på Frederiksberg i november 2015, hvor to gerningsmænd kravlede op på et stillads og ind gennem et vindue til en lille lejlighed, hvor de tre unge mænd lå og sov.
Morgenen efter fandt to venner 19-årige Philip Rasmussen, Suhaib Jaffar på 23 år og Mike Vinther på 24 år, som var blevet skudt og dræbt på klos hold.

De vidste, hvad der skulle ske

To andre mænd var tiltalt for medvirken til drab. Her har retten kendt én skyldig, men frikendt den anden, som dog kendes skyldig i våbenbesiddelse. I afgørelsen lagde retten vægt på, at Ian Ramm Hansen, som er krigsminister i Bandidos, havde fuld viden om, hvad der skulle ske den aften.

Desuden har man fundet en Fred Perry sko hos ham, som matcher det sålaftryk, der er fundet i lejligheden hvor de tre mænd blev skudt.

I dommen mod den mand, der er kendt skyldig i medvirken til drab lagde retten vægt på, at han må have haft en viden om, at når han fortalte, hvor de tre unge mænd befandt sig, kunne det ende med, at de blev dræbt.

Bestialsk drab med sjælden brutalitet
Det beskrives som en sag, der på den ene side handler om personlige opgør og hævnaktioner, og på den anden side giver et billede af brutaliteten i det danske bandemiljø.
Her har magtkampe og nye fraktioner i de seneste år rykket ved tidligere alliancer og erklærede territorier.

Ifølge anklager Jakob Buch-Jepsen kan en række forskellige motiver kædes sammen, så de i en helhed kan have udløst det, der ifølge anklagemyndigheden er "nogle af de mest bestialske drab, vi længe har oplevet".
- Det er sket med en brutalitet, der sjældent er set i Danmark - selv i bandemiljøet. Det var en ren nedslagtning, sagde anklager Jakob Buch-Jepsen i sin procedure, hvor han krævede en af de tre tiltalte i sagen dømt for drab, mens de to andre ifølge Anklagemyndigheden skal dømmes for medvirken til drab.

Alle tre tiltalte har gennem hele sagen nægtet sig skyldige. De reagerede dog ifølge TV 2's reporter på stedet stille og roligt på dommen. Længden på straffen skal bestemmes senere i dag.


Danmark - TV2.



Comments