Tre mænd fremstillet - sigtet for skud i halsen og drabsforsøg

Tre mænd sigtes på lige fod for nyt drabsforsøg i Københavns bandemiljø. Konflikten kan være en anden end den verserende mellem LTF og Mjølnerparken.

Tirsdag aften gjaldede politiets sirener ikke bare ud over Nørrebro, hvor en  række skyderier gennem de sidste måneder har gjort borgerne utrygge - men også i andre dele af byen og på Amager, hvor en ung mand blev ramt af to skud.

Klokken 20.50 anmeldte flere beboere på Holmbladsgade på Amager et skyderi, der fandt sted ud for kiosken i nummer 54 - og kort efter, klokken 21.23 kunne Københavns Politi anholde tre unge mænd, der ifølge politiet var flygtet fra gerningsstedet i en bil, inden de blev stoppet ved en tankstation i Brøndby.

Onsdag fremstilles alle tre i grundlovsforhør i Københavns Byret - men én af gangen på grund af det aktuelle trusselbillede, fremgår det.

Først føres en 24-årig mand iført blåt tøj fra Københavns Fængsler ind i retslokalet, hvor han med klar stemme bekræfter, hvem han er - hvorefter anklager Tomas Hugger læser sigtelsen op:

Skudt i ryggen og halsen

- Forsøg på manddrab efter Straffelovens paragraf 237 ... ved i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse med baggrund i en konflikt mellem personer, hvor der som led i konflikten tidligere er anvendt skydevåben, at have forsøgt at dræbe (forurettede), idet de sammen opsøgte ham på gerningsstedet, hvorefter én fra gruppen med en pistol affyrede ikke under to skud mod ham, hvorved han blev ramt mellem skulderbladene med udgangshul i halsen samt i venstre lår, hvor skuddet gik igennem, læser anklager Tomas Hugger op fra sigtelsen, der afsluttes:
- Hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet han ikke afgik ved døden, hvorefter de sammen forlod gerningsstedet i en flugtbil, der efterfølgende blev bragt til standsning af politiet, afslutter Thomas Hugger. Endvidere er de tre sigtet for våbenbesiddelse.

Nægter sig skyldig

Den 24-årige går kortvarigt ud fra retslokalet for at tale med sin forsvarer Anders Boelskifte - inden han igen sætter sig midt i retslokalet foran dommer Lene Sadolin-Holst.
- Min klient nægter sig skyldig i den rejste sigtelse, siger Anders Boelsskifte. Han fortæller endvidere, at den 24-årige ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Anklager Tomas Hugger får ordet og anmoder dommeren om, at dørene til grundlovsforhøret lukkes.
- Det vil jeg, fordi der er en ret vild bandekonflikt i hovedstaden i øjeblikket med en hel del skyderier, siger anklageren.
- Der er heller ikke nogle af de sigtede, der har ønsket at udtale sig til politiet her inden grundlovsforhøret, og dermed mener jeg, der er en helt åbenbar grund til lukkede døre, siger anklageren.

Pressen protesterer mod de lukkede døre - men dommer Lene Sadolin-Holst er klar i sin kendelse:
- Jeg synes, at offentligheden har en ret stor interesse i at vide, hvad der foregår. Jo mere, man holder hemmeligt, jo større mysterie bliver der. Men samtidig må man tage højde for, at der er tale om enkeltpersoner - og for at politiets efterforskning ikke bliver ødelagt, vil jeg til trods for den åbenbare offentlige interesse tage begæringen om lukkede døre til følge, bestemmer dommeren.

Kan være anden konflikt

Intet i politiets sigtelse peger på, at der er tale om den samme versererende bandekonflikt mellem LTF og personer fra Mjølnerparken og Københavns Nordvestkvarter, men der er altså ifølge politiet tale om en konflikt i bandemiljøet, hvor der tidligere har været afgivet skud.

Anklager Tomas Hugger har inden retsmødet givet udtryk for, at han vil bede om lukkede døre.
Offeret for skuddene er er 20-årig ung mand, der ifølge politiet ligeledes har banderelationer.


Denmark - TV2.

Comments