Politiets mistanke: Satudarah-rocker førte kniven

Det var et westernlignende slagsmål til et boksestævne 27 oktober i Herlev, der der fik konflikten mellem Satudarah og Bandidos til at bryde løs. Under slagsmålet fløj kasteskyts gennem luften, mens konferencieren forsøgte at tale folk til ro.

På et tidspunkt under urolighederne blev to navngivne Bandidos-folk angrebet med kniv, og værst gik det ud over en 46-årig tidligere drabsdømt rocker, der blev kvæstet af knivstik i maven. Efterfølgende valgte politikredse landet over at bruge rockerloven til at lukke de to klubbers tilholdssteder.

I en aktindsigt til Ekstra Bladet fra Midt- og Vestsjællands Politi om baggrunden for lukningen af klubhusene, beskriver politiet, hvordan de formoder, at gerningsmanden, der første kniven under masseslagsmålet i Herlev, er tilknyttet Satudarah MC West Area.





En afdeling, der er hjemmehørende på den københavnske vestegn, men endnu ikke har et klubhus. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger består Satudarah MC West Area blandt andet af tidligere Bandidos-folk, der i forvejen har et anspændt forhold til deres tidligere 'brødre' i Bandidos.

Rivaler skød tilbage
I samme aktindsigt kommer det frem, at det dagen efter masseslagsmålet i Herlev kom til skudveksling et sted i Ballerup mellem de to rockerklubber. Her beskød to Bandidos-medlemmer to rivaler fra Satudarah, men løb fra stedet da et af de to Satudarah-medlemmer skød tilbage.

Få dage senere blev der skudt gennem vinduerne i Bandidos Coast Towns klubhus i Køge. Politiet vurderer, at der også var forsøgt at sætte ild på klubhuset, da der blev fundet en knust flaske med en afbrændt klud og sodskader på klubhusets dør.

I politiets begrundelse for at lukke klubhusene hedder det blandt andet, at angreb på ejendommen vil være til fare for personer, der bor i eller befinder sig i nærheden af ejendommen. Ekstra Bladets erfarer, at der i øjeblikket forhandles om fred mellem rockerklubberne, og der ikke har været konfrontationer de seneste dage.

Sådan er konflikten forløbet:


Her følger de episoder, som Ekstra Bladet har kendskab til, og som angiveligt knyttes til konflikten mellem Satudarah og Bandidos de sidste par ugers tid:
27. oktober: Ved et boksestævne i Herlev kommer det til masseslagsmål. To navngivne Bandidos-folk stikkes med kniv. Den ene såres lettere i benet, mens den anden kvæstes langt mere alvorligt af knivstik i maven. Her er tale om en 46-årig, tidligere drabsdømt rocker. Politiet mistænker et medlem af Satudarah West Area-afdeling for at have ført kniven.
28. oktober: Mindre skærmydsler i Ballerup, hvor parterne jagter hinanden. Det indkluderer en episode, hvor hvor to Bandidos-rockere skyder efter to Satudarah-folk, der skyder tilbage.
Desuden er der om eftermiddagen skud mod en kiosk med spillehal på Tempovej. To mænd på scooter affyrer skud og flygter på en scooter. Ingen bliver ramt.
Senere samles over 50 figurer udenfor Værebo Centeret i Bagsværd. Mange af de unge bar veste med Satudarah-rygmærke.
29. oktober: Rockere jagter atter hinanden på den københavnske vestegn. Det foregår ved, at rockerne i bil kører rundt og leder efter personer, der tilhører modpartens klub.
Om aftenen affyres der skud mod privatboligen til en ældre Bandidos-veteran, der bor ved Nørre Alslev på Falster. Udover rockeren er også hans kone og børn hjemme, da der bliver skudt mod huset. Ingen bliver ramt.
30. oktober: Om eftermiddagen overfaldes og tæskes en 46-årig Bandidos-rocker i en kiosk på Søborg Torv af en gruppe mænd. Rockeren får blandt andet kørt en skåret flaske rundt i ansigtet.
To Bandidos-rockere jager en bil ved Hundested. De påkører bevidst bilen, hvor en bror til et Satudarah-medlem er passager. De to gerningsmænd bliver set løbe væk fra stedet, og den ene skulle have haft en pistol i hånden.
Senere samme aften finder politiet våben ved en tøjcontainer ved Værebroparken i Bagsværd - et kendt hjemsted for Satudarah-folk. Samme aften er  15-20 maskerede figurer samlet foran Værebo Centeret. De mange forsamlede udviser konfrontatorisk adfærd og kaster sten efter politiet. En person anholdes.
Ved en ransagning af en lejlighed i Værebro Parken finder politiet en revolver.
31. oktober: Sent om aftenen forsøges Bandidos' klubhus i Køge antændt, men det mislykkedes, da den kastede molotov-cocktail, ikke antændes.
1. november: Fem-seks personer opsøger en tattoobutik i Køge i åbningstiden, der udsættes for hærværk med køller, mens der er kunder i butikken. Ingen personer kommer til skade.
Fire-fem biler med maskerede personer observeres ved et autoværksted i Klippinge på Sydsjælland. Værkstedet er tidligere ejet af et Bandidos-medlem. Anmelder er af den opfattelse, at de maskerede personer har relation til Satudarah.
2. november: En café i Brøndby-området opsøges af en håndfuld mænd, der med slagvåben kommer ind og begår lettere hærværk på inventar. Ingen tilstedeværende kommer til skade. Samme dag er der slagsmål mellem fire-fem rockere på en café, der ligger i gågaden i Helsingør. Her trækker en af rockerne en pistol, som han slår med. Samme aften affyres der skud mod Bandidos' klubhus i Hvidovre.
3. november: En tatovørbutik i Ballerup udsættes for hærværk af en gruppe mænd ved 11.30-tiden. Her kommer en kvinde lettere til skade, da overfaldsmændene slår hende. Senere går det ud over en tatovørforretning i Frederikssund. Ingen personer kommer noget til.
4. november: Ved 05.45-tiden om morgenen rykker brandvæsnet ud til en bil, der brænder i en carport ved Satudarahs klubhus i Egedal. Bilen udbrænder, men ellers sker der ingen skader på klubhuset.
5. november: To tatovørforretninger i Aalborg er udsat for lettere hærværk. Og fire mænd forsøger ved 20-tiden at stikke ild til et Bandidos-tilholdssted på Egegårdsvej i Rødovre. Det bliver ved forsøget, og brandvæsnet får hurtigt bugt med den mindre brand.
6. november: Der sættes ild til en tattoo-butik i Holbæk ved 22-tiden, hvor ilden når at gøre en del skade. Ved 23-tiden blev der stukket ild til en lignende forretning i Vordingborg. Brandvæsnet var hurtigt på stedet, og derfor nåede ilden ikke at gøre voldsom skade. Politiet opdager et par udbrændte molotov-cocktails, der ligger ved Bandidos' klubhus i Hvidovre. Eneste skade er et smeltet nedløbsrør.
7. november: Et par timer efter midnat stikkes der ild til en tatovør-forretning i Birkerød, hvor et vidne så tre unge mænd i dynejakker løbe væk. De knuste en rude, hvorefter de forsøgte at antænde forretningen, der dog slap uden store skader.
9. november: Efter midnat kastes der muligvis to molotov-cocktails ind til Bandidos' klubhus i Randers. De lander i gården og gør ingen skade. Samme nat forsøger man at sætte ild til Bandidos' klubhus i Køge. Ilden er hurtigt slukket. To personer ses køre fra stedet i bil. Sent om aftenen er der opgør i Faxe, hvor maskerede mænd, bevæbnet med slagvåben og et enkelt skydevåben. Der affyres skud, som rammer en kiosk.
11. november: Midt på aftenen forsøges der at sætte ild til en privatbolig i Stensved, Sydsjælland. Der er ingen beboere beboere hjemme, da to mænd kaster én, men muligvis flere, molotov-cocktails gennem et af husets vinduer og stikker af. Brandvæsnet er hurtigt på stedet. Men huset får en del brandskader.
Tidslinien er baseret på oplysninger, politiet har offentliggjort, aktindsigter samt en enkelt retsbog.


Denmark - EB.

Comments