HA-rocker i spektakulær sag: I dag begynder retssagen

Hells Angels-rockeren Jørgen 'Fehår' Rinke blev anholdt, mens han var prøveløsladt.
Foto: Anthon Unger
Hells Angels-rockeren Jørgen 'Fehår' Rinke blev anholdt, mens han var prøveløsladt. Foto: Anthon Unger

I dag begynder retssagen, hvor otte mænd er tiltalt i en sag om en hashring. I følge anklageskriftet var det HA-rockeren Jørgen 'Fehår' Rinke, der styrede hashringen, der kontrollerede en del af hashsalget fra mindst to af boderne i Christianias Pusher Street.

Alle  otte nægter sig skyldige.
Sagen har den den særlige hage, at HA-rockeren - i fald han kendes skyldig - risikerer at få udløst reststraffen af den livstidsdom han fik i forbindelse med drabet på Bandidos-rockeren Uffe Larsen, der blev dræbt i Københavns Lufthavn Kastrup i marts 1996. Et drab, der startede den blodige nordiske rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos.

Se også: HA-rockeren 'Fehår' tiltalt i stor hash-sag: Risikerer livstid igen

Jørgen 'Fehår' Rinke blev prøveløsladt i juni 2013, og politiet mener, at hash-kriminaliteten er så grov, at Jørgen Fehår har overtrådt vilkårene for prøveløsladelsen, og derfor skal han genindsættes på livstid.

Ifølge anklageskriftet solgte hashringen mindst 364 kilo cannabis-produkter i perioden fra 6. oktober 2016 til 4. april 2017. Størstedelen af salget omhandler hash, men det inkluderer også skunk, pot og joints.

Sagen omkring hashligaen inkluderer også en prekær sag. Her er to af ligaens tiltalte medlemmer tiltalt for at have forsøgt at orkestrere et rænkespil, der skulle ramme en anden Hells Angels-rocker.
Dette forhold inkluderer ikke Jørgen Rinke.

Men, manden, der skulle rammes i dette rænkespil er ligesom Jørgen Rinke medlem af Hells Angels' afdeling på Amager kaldet nomads-afdelingen. Dette særlige forhold handler om 200 gram heroin, der skulle plantes hos den 32-årige rocker.

I anklageskriftet beskrives det, hvordan duoen ville købe 200 gram heroin, plante det hos HA´eren og give politiet et anonymt tip fra en mobiltelefon med et taletidskort, så han ville blive anholdt og dømt for heroinen. Dermed ville den 32-årige være ’ryddet af vejen’ med et falsk bevis.

To brødre på 22 og 23 stod, ifølge tiltalen, bag komplottet mod den 32-årige HA´er, men politiet ved ikke, hvem de agerede for eller hvad motivet var til, at de forsøgte at få sendt rockeren bag tremmer i årevis for heroin-handel. Den 32-årige har tidligere været involveret i en joint-fabrik på Christiania.

Der er afsat cirka 20 retsdage til hash-sagen.


Denmark- EB.

Comments