April 30, 2018

Rolf var fuldgyldig rocker: Jeg var klar til at slå ihjel

Rolf Hermansen var med i Hells Angels, da Den Store Nordiske Rockerkrig rasede. Men det er den rå historie om, hvordan omsorgssvigt kan få et ungt menneske ind på det helt forkerte spor, han vil fortælle om. Og at det er muligt at komme tilbage, hvis man rækker ud efter hjælpen.

Der var vanvittigt koldt i bilen, der holdt uden for Bandidos' klubhus i Dalby.
Motoren var slukket, så dødspatruljen i kabinen ikke blev opdaget af fjenderne, der var på paranoia-stikkerne her midt i Den Store Nordiske Rockerkrig. I bilen sad Rolf Hermansen iført skudsikker vest og en bilbombe mellem benene. Sådan en med magnet, der kunne klikkes op under bilen, når 'mongolerne' fra Bandidos parkerede den. Når de kom ud igen, så var det bare om at trykke på knappen. 'Klik, tryk, bom'.
- Vi skulle slå de svin ihjel, og det gjorde vi med glæde. Det var lige før, det var kommet til et skænderi om, hvem der kunne få lov til at sætte bomben fast og trykke på fjernkontrollen. Det endte så med, at det var mig, der fik æren af bomben. Trods alt var det mig, de havde kvast, fortæller Rolf Hermansen i bogen 'Fra broderskab til mønsterbrud. En eks-rockers kamp for at overvinde fortiden', der er hans fortælling om, hvordan man går fra at være rocker og straffefange til at blive pædagog og mentor.
Bogen 'Fra broderskab til mønsterbrud' er udkommet på Politikens Forlag
Bogen 'Fra broderskab til mønsterbrud' er udkommet på Politikens Forlag


Tæsket af Bandidos
Mens han sad i bilen i Dalby, var han på vej ind i Hells Angels. Optændt af hævntørst, fordi han kort tid forinden var blevet tæsket af fire Bandidos-medlemmer, mens han forsvarede Hells Angels' territorium på diskoteket U2 ved Nørrebro Station.
- Jeg havde aldrig slået nogen ihjel, men det generede mig ikke det mindste. De svin havde smadret vores klub. De skulle bare nakkes. Sådan var det. Helst uden at vi blev fanget, men det allervigtigste for os alle var at få ram på dem, fortæller han i bogen.
- Hvad er det for en Rolf, der faktisk har vundet en sejr at få lov til at slå ihjel?
- Der er nogle andre, der er ved at ødelægge det, vi har. Og så kan man undre sig over, at man kan nå over til at slå ihjel, men det var jo den måde, der bliver reageret på i det miljø. Hvordan kan man nå over til at være okay med at slå ihjel? Det er skræmmende. Jeg kan ikke helt svare dig andet end, at det er et menneske, der er gået i stykker. Man når ikke at reflektere, man gør det bare. Men jeg har aldrig nydt det, siger Rolf Hermansen til Ekstra Bladet.

Uddannet pædagog
Han er i dag uddannet pædagog og psykoterapeut og hjælper unge, der er kommet i uføre og har brug for en ven. Samtidig holder han foredrag om at være mønsterbryder og bruger sin fortid på at hjælpe mennesker, der har det svært.

Den vinternat endte de med at køre fra stedet med uforrettet sag. Rolfs hænder var så stivfrosne, at han ikke ville kunne sætte en bombe fast, og fjenderne holdt sig inde i varmen.

Det var kun første gang, at Rolf Hermansen var tilfældigheder fra at slå ihjel. Anden gang var i tiden efter, at Bandidos havde affyret en panserværnsraket mod Hells Angels klubhus i Titangade under den årlige Vikingefest. Her blev en tilfældig kvinde, der var nabo til klubhuset og havde taget imod en invitation til festen, dræbt, mens Rolf Hermansen så sin kammerat Louis ind i øjnene, da han døde.

Han var HA-prospect, ligesom Rolf var blevet på det tidspunkt.
Hans kæreste Camilla var gravid i femte måned, da de kørte ind på en Statoil-tank i Lyngby for at købe mælk og brød. Pludselig trillede en Mercedes ind på tanken, og to Bandidos-medlemmer trådte ud. Den ene genkendte Rolf Hermansen straks som et højtstående medlem af Bandidos.
- Ingen af dem havde bemærket mig og vidste ikke, at jeg sad bevæbnet i min bil lige ved siden af dem, halvanden meter væk. Jeg havde en pistol under sædet, min Beretta med 15 patroner plus en i kammeret. Skulle jeg skyde dem? Det ville tage et sekund eller to, og så havde jeg slået dem ihjel.

Jeg klemte om rattet med hænderne. Jeg ville gerne. Det ville være en vigtig sejr i rockerkrigen. Det ville gøre ondt på Bandidos. Jeg selv ville få et kryds. Jeg kunnen næsten smage festen i klubhuset, når jeg kom tilbage med de to hakker i pistolskæftet, skriver Rolf Hermansen i bogen.

Afstod fra at skyde
Tankerne gik videre til den gravide kæreste. Kunne han udsætte hende for det? Og barnet? Hvad var vigtigst? Klubben eller Camilla? Hun kom ud fra tanken i samme øjeblik, og de kørte væk. Lige i det øjeblik var hun vigtigere end klubben.
- Hvorfor tror du, ikke du gjorde det?
- Jeg tror, at det hele, jeg har været med til, muligvis ikke var noget, jeg syntes, var helt okay. Det var bare noget, der skulle til. Men det er et godt eksempel på, hvilket dilemma, jeg var i, og hvad jeg valgte. Det er lige før, at hvis jeg sagde det dengang, at jeg havde haft den mulighed, så var jeg blevet smidt ud. Det var jo min vej til at blive til noget. I det her går det bare ud over de menneskelige værdier, børn, kærester.
Livet som rocker var ikke foreneligt med at være en ordentlig far for Rolf Hermansen. Privatfoto
Livet som rocker var ikke foreneligt med at være en ordentlig far for Rolf Hermansen. Privatfoto


Kort efter bliver Rolf Hermansen udnævnt til fuldgyldigt medlem af Hells Angels og fik sit patch på et værksted på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.

Men den i dag 46-årige Rolf stoppede. Han endte med at forlade rockerklubben i good standing, fordi han trak sig og ikke kunne holde til det liv. Det er 20 år siden.
- Tænker du nogensinde på tilfældighedernes spil? Hvad det ville have betydet, hvis ham, du skulle placere bomben hos, var kommet ud, eller hvis du havde trykket på aftrækkeren på tankstationen?
- Hvis jeg havde slået nogen ihjel dengang og havde fået 16 år eller livstid, så var alt væk. Både min lyst til resten af livet og det, der ventede på mig. Børn, kæreste, venner, alt er væk. Så tror jeg, at man ændrer livsfokus, giver lidt op og bliver en anden. Det kan du tro, at jeg har tænkt over og er taknemmelig for, siger han.

Svigtet i barndommen
Da Rolf Hermansen skulle konfirmeres, var hans bænkerække i kirken helt tom. Hans mor vinkede farvel til ham med endnu et glas hvidvin i hånden. Men ingen kom hen til ham og spurgte, om alt var okay. Ikke engang præsten.
- Den der med at være fuldstændig alene og være fyldt op af alt det, man ikke får. Det tidspunkt er så skelsættende for mig. Jeg kan huske, at det var der, det ændrede sig for mig. Hvor jeg tænkte, at alle ved det, og nu kan jeg ikke rumme det mere, fortæller Rolf Hermansen, der ændrede sig fra at være en lidt udelukket dreng til at være udadreagerende og larmende. Rodløs.
Konfirmationen blev skelsættende for Rolf, der var helt alene i kirken, fordi hans mor sad døddrukken derhjemme. Privatfoto
Konfirmationen blev skelsættende for Rolf, der var helt alene i kirken, fordi hans mor sad døddrukken derhjemme. Privatfoto


Han husker tilbage på en barndom, hvor han kom hjem fra skole og blev mødt af en låst dør. Ind igennem brevsprækken kunne han se sin mor, der lå døddrukken på sofaen og ikke reagerede på sønnens råb.

Så måtte han gå ned på legepladsen og gynge, indtil det blev mørkt, og moren vågnede nok op til, at hun åbnede døren. Måske lavede aftensmad.
- Jeg burde være skidesur på min mor. Hun gjorde det ikke godt nok, men hun havde kun de forudsætninger, hun havde. Jeg går heller ikke rundt og er sur på systemet. Det kan være, at jeg var det, hvis jeg ikke havde knækket koden, siger Rolf Hermansen.

Moren blev dårligere og dårligere psykisk op gennem hans barndom, men på trods af den hårde start har Rolf Hermansen fået nogle redskaber, der har gjort ham i stand til at række ud og være tilgængelig for at tage imod hjælp.
- Hvis jeg skal kloge mig på det, tror jeg, at det er, fordi jeg har haft en rimelig fornuftig start på livet, hvor jeg havde min mormor og morfar, min moster, min morbror, og min mor ikke var, som hun var senere. Så jeg har fået en kerne af det fornuftige. For hvis jeg var vokset op med min mor, som hun var ti år senere, så er det ikke sikkert, jeg var i stand til det. Så var jeg gået i stykker, siger Rolf Hermansen.

Indhentet af fortiden
Selv om Rolf Hermansen forlod HA i good standing, blev rockerlivet ikke bare afløst af et almindeligt liv. For hvem gad ansætte en eks-rocker, der var 'gennemtatoveret, med et voldsomt stofmisbrug og en fucked op-hjerne' til en løn, han og hans familie kunne leve af.

Ingen, oplevede Rolf Hermansen, der kastede sig over handel med amfetamin. Han endte som fange nummer 435 i Vridsløse med en dom på fire år. Han afsonede to år og otte måneder.
Selv om det var hårdt, blev fængslet en gave og en vej ud for den tidligere HA’er. Privatfoto
Selv om det var hårdt, blev fængslet en gave og en vej ud for den tidligere HA’er. Privatfoto


Men faktisk kalder Rolf Hermansen fængslet en gave, selv om det var svært i starten, fordi hans papirer var mærket med 'R' for rocker, selv om han var ude af klubben. Til sidst blev prædikatet fjernet, og han kom i et åbent fængsel. Her fik han lov til at starte på pædagog-seminaret med hjælp fra sin gamle ven Peter 'Præsten' Reumert.

Fortiden indhentede ham dog flere gange, hvor han blev fyret, fordi arbejdsgiveren opdagede hans straffeattest. Men her hjalp venner ham tilbage.  Og det er også en del af det budskab, han gerne vil give videre.
Privatfot
Privatfot



- Man skal række ud og være tilgængelig for hjælp. Der er noget ansvar og vilje, der skal være til stede for at knække koden, siger han og konstaterer, at han heller ikke selv er 'helt normal'. Han er stadig i alarmberedskab efter sin barske fortid. Eksempelvis kan han ikke gå til koncerter.
- Jeg kan ikke gå ind i de rum. Der er mørkt, og jeg ved ikke, hvem der er der. Det er noget af det, jeg slås med, selv om jeg jo godt ved, at der ikke er nogen reel fare, siger han.

Men utallige år med terapi og refleksion har givet ham en indsigt, han kan give videre.


Denmark - EB.
       


No comments:

Post a Comment