May 09, 2018

Anklager i stor sag: HA-veteran luftede hund og hentede hashpenge

Hundeluftning og afhentning af hashpenge på en og samme tid er åbenbart ikke noget problem, men snarere tværtimod.

For tiden kører en retssag ved Københavns Byret, hvor en gruppe mænd er tiltalt for at spille forskellige roller i en hashliga.

Blandt de tiltalte er to Hells Angels-rockere – hvor den ene er rockerveteranen, Jørgen ’Fehår’ Rinke, som politiet mener spillede en ledende rolle i hashligaen.

Som de andre tiltalte nægter han sig skyldig. Ifølge anklageskriftet var han en af flere, der skummede hashligaens kontante overskud.
To Hells Angels-rockere er blandt de tiltalte i stor hash-sag. Foto: Claus Bonnerup
To Hells Angels-rockere er blandt de tiltalte i stor hash-sag. Foto: Claus Bonnerup



Døde postkasser
Fra to boder i Christianias Pusher Street blev pengene fragtet til to såkaldt ’døde postkasser’, hvor de tiltalte afhentede pengene, der var bundtet stramt og pakket ind i en plastikpose.

En af de ’døde postkasser’ var et hus, der stod tomt i en haveforening på det sydlige Amager. I forbindelse med efterforskningen af sagen opsatte politiet diskret video-overvågning af havehu-set, og ved gårsdagens retsmøde afspillede anklageren i sagen, Rasmus von Stamm, en række videosekvenser.

Fire sekvenser var fra overvågningen af havehu-set, hvor de bundtede penge blev afhentet – på tre af dem kunne man i høj opløsning se Jørgen ’Fehår’ Rinke afhente pengene.
I forbindelse med aktionen, hvor politiet anholdt de fleste af de nu tiltalte, gennemførtes også en ransagning i HA's klubhus på Siljansgade på Amager. Foto: Linda Johansen
I forbindelse med aktionen, hvor politiet anholdt de fleste af de nu tiltalte, gennemførtes også en ransagning i HA's klubhus på Siljansgade på Amager. Foto: Linda Johansen


En af de sekvenser, der blev vist i retten i går, var fra 25. marts 2017. På politiets optagelse sås Hells Angels-veteranen lufte sin hund ved nitiden om formiddagen, mens han samtidig svingede forbi og hentede penge. På videoen virkede hunden lidt genstridig i forhold til at komme med hen til det ubeboede havehus. Men hurtigt trak rockeren hunden med hen til huset, hvor han gik ned i knæ og stak armen ind i et hulrum under træhuset.

Her hev han en pakke ud, som han stak i inderlommen på sin dynejakke. Derefter forlod han kameraets synsfelt igen. Knap et minut tog den operation.

Fehår-sagen kort: Operation Føniks
Internt i politiet har sagen fået kodenavnet Operation Føniks. Her er otte tiltalt for at have solgt mindst 364 kilo cannabis-produkter. Heraf er en stor del hash, men også joints, skunk og lignende.

Det er foregået i perioden fra 6. oktober 2016 og frem til 4. april 2017, hvor politiet slog til mod den mistænkte hashring tidligt næste morgen. Politiet mener, at salget er foregået fra mindst to boder i Pusher Street kaldet boderne nr. 24 og nr. 38.

Anklageskriftet beskriver, hvordan de otte tiltalte indtager hver deres rolle i ligaen. Øverst i hierarkiet befandt – ifølge anklageskriftet – to HA-rockere og deres angivelig højre hånd sig.

Nedefter i ligaens hierarki fulgte de andre. Blandt andet som bestyrer af de to hashboder, mens andre fungerede som håndlangere og kurerer, hvor der blev bragt hash og penge til og fra Pusher Street.

Den ene af de to rockere er HA-veteranen Jørgen ’Fehår’ Rinke, der er prøveløsladt i en drabsdom, og han risikerer at få udløst resten af sin livstidsdom, hvis han kendes skyldig. To af sagens tiltalte menes også at stå bag et rænkespil, hvor et medlem af Hells Angels skulle have plantet heroin på sig, og at politiet derefter skulle tippes anonymt. Rænkespillet blev ikke ført til ende, da ukendte ifølge anklageskriftet gav duoen besked om at stoppe.

Denne del af anklageskriftet inkluderer ikke Jørgen Rinke eller den anden HA’er. Der er afsat 21 retsdage, og foreløbig er det planen, at der dom 29. juni.

Jørgen 'Fehår' Nielsen. Foto: Jonas Olufson
Jørgen 'Fehår' Nielsen. Foto: Jonas Olufson



Erkender penge
Tidligere i retssagen er Jørgen ’Fehår’ blevet afhørt i forbindelse med opsamlingerne, og her erkendte han at have hentet de indpakkede kontanter:
– Jeg blev spurgt, om jeg ville gøre ’nogen’ en tjeneste, forklarede han om pengebundterne, han samlede op ved det tomme havehus.
– Hvem stammer de penge fra, spurgte anklageren.
– Det ved jeg ikke. Jeg blev bedt om at gøre nogen en tjeneste, svarede Jørgen Rinke.
– Hvad fik du ud af det, spurgte anklageren.
– Ikke noget, det var en ren vennetjeneste, lød svaret.
– Hvordan vidste du, at der skulle hentes penge?
– Det ønsker jeg ikke at svare på.
– Hvad gjorde du bagefter?
– Så afleverede jeg dem.
Yderligere ønskede han ikke at forklare sig om sagen.
Ifølge politiet kontrollerede hashligaen to af boderne i Pusher Street. Foto: EBTV
Ifølge politiet kontrollerede hashligaen to af boderne i Pusher Street. Foto: EBTV






På hemmelig tur i Pusher Street: Filmede hash-handlere på arbejde

Efterforskningen af sagen mod den tiltalte hashliga har været ganske omfattende. I sagen har politiet gjort brug af deres særlige observatører, der i sagens natur er omgærdet af diskretion.

Bliver deres ansigtstræk kendt, kan de ikke bruges til deres diskrete, men vigtige arbejde mere. Flere af observatørerne har været indkaldt som vidner i sagen, hvor de har forklaret sig bag lukkede døre.

Observatørerne har været indsat, hvor de med skjult kamera har dokumenteret salg af hash fra de to boder, der er indgår i sagskomplekset – hashbod nummer 24 og hashbod nummer 38. Ved gårsdagens retsmøde afspillede anklageren flere af de hemmelige optagelser, som politiets agenter har gjort i forbindelse med efterforskningen.

Kameraets diskrete øje følger, hvordan de omtalte agenter bevæger sig ned gennem området i og omkring Pusher Street, hvor agenterne stopper ved de to hashboder og her køber hash.

Undervejs tænder en af agenterne sig en cigaret, kan man se på optagelserne. Og her afsløres det, at der i det ene tilfælde er tale om en kvinde, for på optagelsen kan man se neglelak på fingrene, der holder cigaretten.
Et udbud af hash- og cannabisprodukter i Pusher Street. Foto: Stine Tisvilde
Et udbud af hash- og cannabisprodukter i Pusher Street. Foto: Stine Tisvilde



Strid om aflytninger: Fik gemt mikrofoner på kroppen

Særligt ét punkt har ved retssagen været omgærdet af strid. I efterforskningen har politiet gjort brug af mikrofoner, der tilsyneladende har været skjult på to af de tiltalte personer uden deres viden.

Anklageren har omtalt dem som person-aflytning. Ifølge forsvarerne har de pågældende mikrofoner været skjult i de to personers sko.
– Når jeg har kaldt dem ’skoaflytning’, så er det, fordi man ikke kan være i tvivl, om de har været placeret i skoen. Det kan man høre, fordi gruset knitrer under skoen, sagde Peter Secher, der er forsvarer for Jørgen Rinke.

Præcis hvordan denne personaflytning er foregået, har anklageren ikke ønsket at uddybe.
– Juridisk set har der været tale om rum-aflytninger. Tilladelserne til disse aflytninger er prøvet ved retten og godkendt af retten, har anklageren udtalt i forbindelse med striden.

Forsvarerne mener, at politiet har foretaget ulovlige anholdelser for at få mulighed for at placere mikrofonerne. Men retten gav anklageren lov til at afspille de omtalte aflytninger. Disse aflytninger er ikke afspillet endnu.


Denmark - EB.

No comments:

Post a Comment