Politiet om Bandidos' magtdemonstration: 'Det er os, der bestemmer'

Da flere hundrede medlemmer af rockergrupperingen Bandidos i weekenden markerede deres 25 års jubilæum i Danmark, blev kortegen af vestklædte motorcykelentusiaster eskorteret af politiet.

Kortegen kørte fra Søborg til Bandidos-klubhuset i Hillerød, mens uniformerede motorcykelbetjente spærrede trafikken for rockerne. Ekstra Bladet kunne i sidste uge dokumentere, at medlemmer af Bandidos og deres supportere tilsammen har fået mindst 642 år i fængsel - dømt for alt lige fra volds- og narkokriminalitet til røveri og drab.

Set i det lys kan det virke underligt, at politiet afsætter ressourcer til rockernes magtdemonstration, men det mener Kim Bruun, der er leder af færdsels- og hundeafdelingen hos Nordsjællands Politi, ikke.

- Vi kalder det ikke en kortege, men en ledsagelse. De fylder en del, og vi har tidligere haft problemer med, at de kører over for rødt og skaber utryghed, så vi indgår et samarbejde, siger han til Ekstra Bladet.
- De er kun ude på at vise muskler, så det modvirker vi ved at være til stede.

Men hvorfor skal de ikke bare overholde færdselsreglerne ligesom alle andre?
- Så skulle vi have meget mere personale på opgaven. Nu bringer vi orden på det på en anden måde.

Hvor mange mand har I afsat til opgaven?
- Vi har brugt nok.
- Det kan se voldsomt ud, når de kører med politiet på den her måde, men det er for at holde ro og orden, siger Kim Bruun.

Han sammenligner det med, når politiet ledsager fodboldfans, men erkender, at Bandidos-optoget ikke var en offentlig begivenhed.
- I mange andre sammenhæng, slår man hårdt ned på rockernes kriminalitet. Kan du forstå, hvis folk synes, at det er underligt, at politiet gør det på den her måde?

- Ja, og vi har også selv drøftet det internt, men på den her måde bruger vi ikke så mange ressourcer, siger Kim Bruun.
- De skal ud og vise, at de bestemmer, men her viser vi, at det er os, der bestemmer.

- Kan alle få politieskorte på den her måde?
- Nej, udgangspunktet er, at det kan man ikke, siger lederen af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi.


Denmark - EB.

Comments