Københavns Politi: Nedim Yasar er afgået ved døden

Skudramt radiovært og eks-bandeleder har udåndet efter at være blevet ramt af skud i Københavns Nordvest-kvarter mandag aften. 

Nedim Yasar er afgået ved døden efter at være blevet skudt mandag aften i Nordvestkvarteret.
Den 31-årige mand har tidligere været et fremtrædende bandemedlem, men brød med miljøet og har de seneste år blandt andet arbejdet som radiovært på Radio 24syv.

Her oplyste man tidligere i dag, at han havde udåndet, men den oplysning afviste Københavns Politi efterfølgende. Nu meddeler politiet imidlertid, at Yasar er gået bort.

Han blev hårdt såret, da han blev beskudt på Hejrevej, hvor han netop havde deltaget i en reception i anledning af en bog om hans tid som bandemedlem og hans kamp for at komme ud af det kriminelle miljø. Ud for nummer 42 blev han skudt i hovedet af en ukendt gerningsmand, der ifølge politiet affyrede mindst et par skud mod sit offer.

Politiet leder efter vidner, der kan have set drabsmanden på vej til eller fra skyderiet. Vedkommende var iført mørkt tøj og ankom til gerningsstedet fra Glentevej. Han forsvandt i samme retning efter at have skudt løs mod Nedim Yasar.

Havde ikke alarmtelefonen på sig

I forbindelse med den forestående udgivelse af sin bog, ’Rødder’, har Nedim Yasar i interviews berettet om de trusler, han lever under. Han frygtede for sit liv, blandt andet fordi han har kastet lys over metoder og midler i de kriminelle miljøer. Efter et overfaldsforsøg i august sidste år fik han en alarmtelefon med direkte forbindelse til politiet, men den havde han tilsyneladende ikke på sig mandag aften, da han blev skudt.

Hans historie førte ham fra en belastet opvækst på Vestegnen til at stå i spidsen for en bande, Los Guerreros, der var underlagt rockerklubben Bandidos. Men hans beretning handler også om den unge mand, der fik vristet sig ud af det kriminelle løbebane og fandt en anden vej i sit liv. Han har efter at have forladt bandemiljøet fungeret som mentor for unge og arbejdet som radiovært på Radio24syvs kriminalprogram ’Politiradio’.

Mandag kom det angreb, han havde forudset, da han blev skudt på åben gade. I første omgang lykkedes det lægerne at holde ham i live, men tirsdag gav kroppen op og Nedim Yasar udåndede.  

Denmark - Politiken

Comments