Langvarig frihedsberøvelse, drab, drabsforsøg og voldtægt. Det er en lang række meget alvorlige forhold, en 32-årig mand er tiltalt for.
Den 32-årige mand fra Korsør blev i første omgang sigtet for at have frihedsberøvet og voldtaget en 13-årig pige fra den lille by Kirkerup på Vestsjælland. Det blev han den 15. april sidste år, da politiet brød ind i hans hjem og fandt den 13-årige pige, der i 27 timer havde været forsvundet.
Ifølge anklageskriftet har den 32-årige voldtaget, mishandlet og udsat pigen for andre krænkelser. Det er politiets formodning, at den 32-årige havde til hensigt at slå pigen ihjel, hvilket blev forhindret, fordi han blev anholdt.
Anklageskriftet er meget detaljeret og beskriver i specifikke vendinger, at den 13-årige pige er blevet udsat for overgreb.
Efter den 32-årige blev anholdt, foretog politiet en gennemgang af en række andre uopklarede sager. Det har ført til, at den 32-årige foruden forholdene, der vedrører den dengang 13-årige pige fra Kirkerup, først blev sigtet og nu også er tiltalt for den 8. november 2022 at have forsøgt at bortføre og voldtage en dengang 15-årig pige ved en efterskole i Sorø.
Drabet på Emilie Meng
Ligeledes er den 32-årige mand tiltalt for drab, langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af Emilie Meng.
Den 17-årige pige forsvandt den 10. juli 2016 fra Korsør Station. Hendes lig blev fundet ved Regnemarks Bakke ved Borup juleaftensdag 2016.
Ifølge anklageskriftet fik Emilie Meng pakketape rundt om næse om mund, og døde formentlig ved kvælning. Den 32-årige er tiltalt for usømmelig behandling af lig.
Den 32-årige mand har, siden han blev varetægtsfængslet, haft mulighed for at blive stillet for en dommer hver fjerde uge, for at udfordre varetægtsfængslingen. Den ret har han valgt ikke at benytte. Derimod har han frivilligt ladet sig fængsle måned efter måned. Han nægter sig skyldig i tiltalerne vedrørende Emilie Meng og i voldtægtsforsøget på efterskoleeleven fra Sorø.
Der er afsat 18 retsdage til sagen, der påbegyndes den 14. maj 2024.
Comments
Post a Comment